KBUs 25 års jubilæumsskrift

Københavns Boldspil-Union udgav i 1928 et 25 års jubilæumsskrift. Her følger et kort resume :

Det hele startede på Blegdamsfælleden. Samme sted, hvor nogle klubber siden indrettede deres egne lukkede baner – og blev de baneejende klubber. Først KB, siden B. 93 fulgt af AB og Frem, der blev baneejende i Enghave og ikke på Fælleden. I 1911 anlægges Fælledparken og Idrætsparken fulgt af andre spillepladser i byens udkant – Amager, Valby, Hellerup, Frederiksberg. Skolerne får deres egne baner og spillet indføres i Hær og Flåde. I kampen om DM-titlen har KBUs klubber stadig været mesteren – men som det udtrykkes ”forhåbentlig vil Provinsklubberne snart lure Hovedstadsklubberne kunsten helt af”. Måske man senere – set med københavnske briller – har fortrudt det i slutningen af 20erne fremsatte håb. KBU har i sine første 25 år samlet 6 formænd, der alle på nær sidsttilkomne Landsretssagfører Leo Frederiksen præsiderer hvert deres lille afsnit. Det er blot KBU-sekretær nr. 2, der sidder i stolen ved 25 års jubilæet.

Formand nr. 1 : Jørgen Jensen, 1903-11
Bliver første formand for en bestyrelse, der ved starten i 1903 omfattede udover formanden en kasserer, 2 ”menige medlemmer” samt en sekretær. Allerede ved KBUs start i 1903 er dommersituationen oppe at vende – skal man skride til at aflønne dem ? Først i 1907 vedtages det, for det krævede mange forhandlinger med klubberne. Der nedsættes også et Spilleudvalg til at kontrollere kampene. Uden for KBU findes i 1903 en kreds af mindre klubber samlet i Fælledklubbernes Union (FBU). Dem ville KBU gerne samarbejde med – helst sluse ind som medlemmer – så man kunne få det hele samlet ét sted. Man enes om i 1906 at optage FBU-klubberne i en nyoprettet B-række og året efter får FBUs formand (Kursusbestyrer Wedel) sæde i KBUs bestyrelse. Samtidig nedsættes et 9mands-udvalg til at varetage klubbernes interesse i Fælledparken. KBU er i stand til at yde garantisum til KB og B 93, så de kan gennemføre internationale kampe mod Newcastle og Southampton. I 1906 aftales det at afvikle årlige bykampe mod Berlin – men de opgives igen i 1909, fordi Berlin simpelt hen er for ringe en modstander. I 1908 deltager DBU officielt i OL i London – men det er overladt KBU både at træne og udvælge holdet. I 1909 indføres lægeundersøgelser af spillerne og i 1910 introduceres Pokalturneringen. I 1906-11 lægges planerne for både Fælledparken og Idrætsparken i Københavns Magistrat. KBU fremsætter på fodboldens vegne 3 hovedønsker : et areal til boldspilsbaner på Fælleden, et hus til Fælledklubberne og en opvisningsbane (Idrætsparken). Samarbejdet mellem KBU og dets medlemsklubber går stille og roligt frem til 1910. Men økonomien var et stigende problem. I starten – 1907 – får KBU sine indtægter fra andele i turneringskampene samt i bykampene mod Berlin kombineret med et mindre tilskud fra de 4 baneejende klubber. Men netop disse 4 klubber begynder at se KBU mere som en konkurrent end en samarbejdspartner og vil have nærmest enerådighed over magten i KBU. Det vil formand Jensen i spidsen for sin bestyrelse ikke give dem – og den ender med at træde tilbage.

Formand nr. 2 : Johannes Forchhammer , 1911-12
Han er – hvad man nok vil kalde en noget bitter mand. Han betegner selv sin formandstid som ”ikke en tid, jeg mindes med glæde”. Gnidningerne mellem de 4 baneejende klubber og de andre havde nået sin kulmination. De 4 – samt yderligere 1 – deltog kort og godt ikke i KBU i efteråret 1911.

Formand nr. 3 : Thorsten Larsen , 1912-14
Han har fået så travlt i sit civile liv, at han kun kan ”levere løsrevne bemærkninger” om sin formandstid i jubilæumsskriftet. Og overordnet summerer han tiden som ”ingen større begivenheder”. Han havde en fortid som medlem af ABs bestyrelse – og blev valgt som de 4 baneejende klubbers ordfører i oppositionstiden mod KBU op til, at man igen forbrødres. Ikke mindst forholdet over for Jørgen Jensen aner man har været noget anstrengt, selv om han reelt giver Jørgen Jensen ret i hans hovedsynspunkter – blot kom de lidt for hurtigt frem i en tid, hvor i hvert fald de 4 store klubber ikke var helt modne til at gå med på dem. Han skriver selv, at ”der overgik ham den ulykke at blive valgt til KBU-formand” – klagesager m.v. kræver masser af tid til møder og konferencer. Et par linjer længere nede er tonen dog langt mere behagelig – nu omtales det som ”en ære og fornøjelse at have været formand”. Det er et faktum, at der er et pænt antal protestsager – det skyldes, at dommerne reelt ikke er uddannede. Økonomien er også et stort problem – så ringe, at der ikke engang kunne blive råd til en omgang smørrebrød efter de lange møder – og det betød så også, at KBU var ude af stand til reelt at tage initiativer. Så han benytter henvisningen til den slatne økonomi som undskyldning til at træde tilbage – den reelle grund lægger han ikke skjul på her 14 år senere ved jubilæet var manglende tid. Han fortsætter da også med i alle årene at være dirigent på KBUs generalforsamlinger.

Formand nr. 4, P.N. Holst, 1914-19
Han er desværre afgået ved døden inden jubilæet i 1928, så hans indlæg er underskrevet af den ved jubilæumsåret siddende sekretær, Emil Jørgensen. I Holsts formandstid tid oplevede man flere ekstraordinære generalforsamlinger samt hyppige møder med klubrepræsentanter. Økonomien hænger ved hans tiltrædelse meget i laser – reelt skylder man de tidligere bestyrelsesmedlemmer og –formand penge. Der nedsættes straks et Finansudvalg – der får indført turneringsindskud for deltagelse i Juniorturneringen, men ikke mandat til at hente annonceindtægter til sit Turneringsprogram. Man må i stedet optage lån hos DBU, senere ansøge om et direkte tilskud hos DBU, inden der i DBUs love fastlægges en fast tildeling af midler fra DBU til KBU. Det er i hans tid at KBU foretager sin anden store optagelse af klubber – forstadsklubberne. De henvender sig èn blok – som Forstadsklubbernes Boldspil-Union – til DBU for enten at kunne blive deres egen Lokalunion under DBU eller komme ind i KBU. De stiller dog samtidig en række krav – ret skrappe synes KBU – så det bliver en længere forhandlingsproces. Først efter at DBU er gået ind som mægler lykkes det i 1918 at nå til en løsning – klubberne (dog minus de nordligste fra Nordre Birk) optages som en særlig afdeling i KBU med egen administration og reelt egen turnering. Først senere optages de som ”rigtige” og almindelige KBU-medlemsklubber. Dommersituationen er det andet store tema i hans formandstid. Problemet var, at man ofte måtte ansætte dommere, der måske aldrig havde læst spillets love. Ydermere fortoklede de enkelte dommere lovene meget uens. Det ender med at man nedsætter et Dommerudvalg, der senere glider over til at være DBUs lovfæstede Dommerudvalg. Og så er der selvfølgelig alle problemer knyttet til 1. verdenskrig, hvor mange klubber oplevede at deres spillere ret pludseligt blev indkaldt til sikringsstyrkerne – og ofte nægtet orlov til at spille fodboldkamp for deres klub.

Formand nr. 5 : Kristian Middelboe, 1919-26 (forkert angivet til 1928 i Jubilæumsskriftet)
Han indleder sit afsnit med at pege på hvor ”lille” KBU var ved hans tiltræden – og hvor ”stor” den er ved hans fratræden efter et 10 år. Det er i hans tid at samlet 16 Forstadsklubber i 1922 endegyldigt bliver KBU-medlemsklubber. Det sker samtidig med indførelsen af Mesterskabsrækken og også med at ynglingeturneringen genoptages efter opfordring fra Frem. På dommersiden anfører han, at problemet er, at KBU vokser hurtigere i størrelse end dommertilgangen. Desuden ser man med stigende bekymring på, at den tilgrænsende lokalunion SBU samt udlandet lokker københavnske dommere til sig ved at overbyde, hvad KBU kan betale som dommerhonorar. Problemet forstærkes af, at den skrivende Presse ikke sætter sig ind i Fodboldlovene og derfor i deres referater giver anledning til at forværre frem for at dæmpe situationen – de kunne godt trænge til at gennemgå et dommerkursus !! De store klubber bidrager til KBUs økonomi – via DBU. Derfor kan man både betale af på gælden til tidligere bestyrelsesmedlemmer, hæve sekretærens vederlag og endelig anskaffe en brugt skrivemaskine til kontoret. I jubilæumsåret lever man med den udmærkede ordning, at 25 % af nettooverskud på landskampe tilflyder KBU – så nu kan man tilmed indimellem yde sine klubber tilskud. Et stort problem i hans formandstid er Sportsskatten, der indføres ved lov af 4. oktober 1919. Det er tilmed en skærpelse af den skat – reelt en fordobling – der pålægges Varieteforestillinger, baller og maskerader. Fodboldkampe pålægges 40% af billetprisen. Alle offentlige amatørsportskampe – dog fritages til KBUs store forargelse roning, svømning, atletik, skydning og gymnastik – pålægges denne skat. Klubberne svarer igen ved ikke at spille internationale kampe, og ved at gøre turneringskampene til privatkampe mellem de 2 klubber. Så kan man give sine medlemmer adgang til disse kampe – og slippe for at betale skat. Så klubbernes skare af passive medlemmer vokser markant. Heldigvis ophæves skatten igen efter 2 år.

Formand nr. 6 : Leo Frederiksen, 1926
Konstateres, at han blot er den siddende i jubilæumsåret.

Johannes Gandil anmodes så om at skrive et særligt afsnit om den københavnske fodbold og dens udvikling. Han starter selvfølgelig med tiden forud for KBU og kommer derefter blandt andet ind på ”Stævnet”. Det starter i 1904 med at KB og B 93 finder sammen omkring afvikling af internationale kampe mod 2 kendte engelske klubber. Senere går B 1903 (i 1908) samt Frem og AB – i 1912 – med. Hermed er Det Internationale Stævne-sammenslutning – ”Stævnet” – startet.

Oversigter :
Klubbers deltagelse
Mesterskaber/turneringer i før-KBU-tiden
KBUs egne turneringsrækker
Medlemstal
Internationale kampe mv.

KBUs første logo, der også blev anvendt på nåle og emblemer