1989

Stress – det ord kom over formand Kjeld Hjorths læber det år. Han hentydede til det stigende arbejdspres på kontorets personale – arbejdsmængden var for stor. Servicen ville man ikke fire på, så det kunne og måtte ende med ansættelsen af endnu en medarbejder. Ellers var den skriftlige beretning fra formanden helt som traditionen byder. Kort – nærmest summarisk – med en opremsning af de resultater, der var opnået af de bedste KBU-hold i DBUs rækker – og så lige et par tilføjede linjer om breddeklubbernes 1. hold i de hjemlige KBU-rækker. På det mere politiske plan kunne formanden pege på, at man havde nedsat et særligt strukturudvalg – ledet af kassereren, Torben Mogensen. Sammensætningen fik man oplyst, men ikke de mere præcise opgaver og heller ikke nogen forslag fra dets side. Man kunne så i spændt forventning vente til næste årsberetning. Og endelig – som traditionen bød – listen over de, der var tildelt såvel DBUs nåle som KBUs egne. I 1989 var der sket det ikke helt almindelige, at en havde modtaget DBUs guldnål – Børge Christensen, B 93 – der jo samtidig med sit klubvirke var KBU-bestyrelsesmedlem. Og så var det i 1989 at klubben Rikken – tilmed både med herrer og kvinder fra start – startede i KBU.

KBUs turnering var – med få undtagelser, som man dog ikke kom nærmere ind på – afviklet godt. Især var man meget tilfredse med indførelsen af 10 minutters udvisning med efterfølgende tilladelse til at genindtræde i kampen ved en tildelt advarsel. Man følte sig dog som musen, der var oppe mod elefanten – for selveste almægtige FIFA havde reageret. FIFA konstaterede – helt i overensstemmelse med virkeligheden – at det var et brud på Fodboldloven og derfor ikke skulle tillades. KBU kunne kun håbe på, at DBU kunne få overbevist FIFA om, at det i virkeligheden var et glimrende middel til at nedsætte det hårde spil og et overtændt temperament at få en 10 minutters afsvaling på sidelinjen. Dommerudvalget kunne notere sig et mærkbart fald i antal udvisninger – et fald på 22½ %. Man var overbevist om, at det kunne relateres til indførelsen af 10 minutters-udvisningerne ved advarsler. Over for FIFA ville man argumentere med, at der kunne konstateres et fald på 30 % i antal udvisninger – man kunne så mellem linjerne måske læse, at københavnske fodboldspillere tog knap så meget ved lære af de 10 minutters afsvaling som spillere i det øvre Fodbold-Danmark.

Service-mindingen – men vel også et forsøg på at nedsætte arbejdsbyrden hos sig selv i sidste ende – havde ført til den nyskabelse, at man havde givet klubberne lejlighed til at se et udkast til kampprogrammet før det blev endeligt fastlagt. Håbet var at det ville nedsætte antallet af de for alle besværlige flytninger. Det med at få det hele til at gå op i en højere enhed rent tidsmæssigt syntes også at præge trænere og ledere – i hvert fald var det en kendsgerning, at flere kurser måtte aflyses på grund af svigtende tilmelding kombineret med for korte varslinger. Det var ellers en pæn skare af fodboldkendiser på trænerfronten, der havde givet tilsagn om at dukke op – dem måtte man nu pænt undskylde over for, at det så ikke var aktuelt i denne omgang. På talentsiden havde man for første gang stillet et U-15 hold – til dyster mod SBU og LFBU. På pigesiden dykkede man endnu længere ned – her havde man i november startet et arbejde med U-14 piger, som året efter skulle resultere i et decideret unionshold. Om 2 år skulle der tilmed gerne være et U-14 pige landsstævne.

Kilde : KBUs årsberetning 1989

Artikel i Københavnsk Fodbold : 2006 nr. 6