1988

Ikke noget stort år – de ord indledte formand Kjeld Hjorth sin skriftlige beretning med. De københavnske topklubber var blegnet noget i toppen. Bedst placeret B 1903 – men udenfor DM-medaljerne – mens KB røg ned og Brønshøj klarede sig lige akkurat i 1. division. Op kom Frem fra 2. division – til gengæld røg både B 93 og Kastrup ud. Og Skovshoved var blandt de 3, der tabte lodtrækningen og måtte en tur over i 3. division Vest – en lodtrækning, som man måtte ty til mange gange i årene, der kom. Tårnby kunne som et lille lyspunkt i den samlede københavnske fodboldverden så igen kalde sig divisionsklub fra næste sæson. I år var der også plads til i årsberetningen at nævne de 1. hold, der var rykket op i de hjemlige lidt lavere KBU-seniorrækker.

Rødovre stred en kamp alene – som ene KBUer – i toppen af dansk damefodbold. De var tæt på eneherskende i københavnsk damefodbold – for de vandt også KBUs højeste damerække, Dame-KS, med sit 2. hold og ville næste sæson være at finde i Danmarksserien, hvor de her kunne slutte sig til de 3 KBU 1. hold.

Årets mest markante begivenhed var, at man måtte sige farvel til sin mangeårige sekretær, Aage Christensen. 29 år havde han ledet KBUs kontor. Formanden kunne ikke uventet meddele, at det havde været en svær – han kunne nok godt have skrevet meget svær – beslutning at tage for bestyrelsen. For der var ikke tale om, at Aage Christensen selv have søgt sin afsked – det kunne og skulle ikke skjules, at samarbejdet ophørte, fordi man fandt, at Aage Christensen ikke havde levet op til sit ansvar som den daglige leder af kontoret. Især i forbindelse med salget af landskampbilletter. Man havde fundet hans afløser – Claus Bodenhoff tiltrådte som ny sekretær per 1. august. Senere skiftede man ud til en lidt finere titel – en chefstilling – for den, som stod i spidsen for KBUs kontor. Man var overbevist om, - skrev formanden – at Claus (man var både på fornavn med den afskedigede og den ny ansatte i sin beretning) ville være i stand til igen at sørge for, at der var styring på KBUs kontor.

I det hele taget havde KBUs kontor nu ansatte med yderst kort anciennitet – rekordholderen hed Sanni Lindtofte, der kunne fremvise godt et år på den konto. Dette nye team opfordrede formanden til, at man både støttede og ”bar lidt over med i starten”. KBU havde også forsøgt sig med at finde sponsorer – i første omgang til dameunionshold, men det havde ikke givet pote i første omgang.

På den sportslige front var der rimelig ro. Ikke overvældende mange trækninger og udeblivelser og et lille fald i antal udvisninger – og nok det mest glædelige og for mange uventede : ingen sager med alvorlig vold. Man fortsatte samarbejdet med LFBU og FBU i de ældste ungdomsårgange. Man havde forsøgt sig med ”fri udskiftning”, hvor man kunne komme ind og ud flere gange i samme kamp i et par forsøgsrækker – det var gået så fint, så det nu blev en fast bestanddel af alle KBUs egne ungdomsrækker og senior under Serie 3. Næste nyt blev nok 10 minutters udvisning ved tildeling af advarsel – og man bebudede også, at der fremover ville komme et fortryk af kampprogrammet. Kombineret med, at det så blev lidt vanskeligere efterfølgende at få flytninger accepteret.

På kursussiden var der både gennemført Grøn Uddannelses 5 basiskurser – dobbelt tilmed og glædelig velbesøgte. Og man havde formået at samle 40 trænere på et weekend elitetrænerseminar i Korsør. Nyt på markedet var DBUs 10 suppleringskurser.

Fra det store udland havde FIFA og UEFA rørt på sig – direkte pålagt medlemslandene at tage indendørs fodbold op. KBU havde straks fulgt DBUs opfordring til at rette ind – var startet med mini- og lilleputter for både drenge og piger. Men man sigtede højere – KM for alle ungdomsrækker, gerne med indledende kvalifikationsstævner i de enkelte bydele.

Kilde : KBUs årsbretning 1988