Bag om navnet

En bavnehøj er en bakke, hvorpå der har været en bavn. Bavn betyder egentlig en vedstabel (brændestabel) og er et bål tændt på et højtliggende sted (bavnehøj), hvorfra det brændende bål skal kunne ses vidt omkring. Man har helt tilbage fra vikingetiden brugt bavner til at kalde folk sammen, f.eks. i forbindelse med fjendtligheder. Ofte blev en gravhøj brugt som bavnehøj til at sætte bavnen på.

I 1444 nævner kong Erik af Pommern i et brev i Esrombogen ordet bavn i forbindelsen "bavnevagt", hvorfor det kan udledes, at der eksisterede en organiseret brug af bavnerne. Under svenskekrigene blev der gjort megen brug af bavner. Christian 4. bestemmer i forbindelse med krigen i 1627, at "hvert herred skal have sin alarmplads, hvor folkene skal møde. Desuden skal der holdes standvagt og landbål med den allerstørste flid, hvortil der skal forordnes godt og skikkeligt folk. Påkommes fare, skal en af vagterne ved bavnene straks meddele det til lensmanden og kaptajnen, hvorefter bønderne skal søge deres alarmplads eller hvorhen de kommanderes. For at vagten ikke skal forsømmes, skal lensmanden selv, kaptajnen og fogderne i lenet have opsyn med bavnen. Hvor der oprettes bål, skal der foruden strandvagten holde to duelige karle til hest, som straks skal advare lensmanden og officererne, om der sker indfald eller landgang under deres fæsters (fortabelse?)". Et kongeligt brev fra 1633 præciserer ligeledes, at bønderne skal møde på de forordnede vagt- og alarmpladser, når de får bud eller bålene brændes.

Signalering ved hjælp af bavner blev brugt sidste gang i Sønderjylland under krigen i 1864. Inden da var Nørrejylland stoppet med at bruge bavnesystemet efter krigen i 1848. Herefter blev andre signalmidler benyttet, i første omgang telegrafen.

Bavnebål blev tændt over 200 steder i Danmark for at fejre Prins Christians fødsel i oktober 2005.