Spilleregler
Fodbold var, da det dukkede op i København – og dermed i Danmark – i slutningen af 1870’erne på mange måder lig det spil, der dyrkes nu næsten 150 år senere. Men ikke helt – det var i starten nærmest en kombination af fodbold og rugby. Vi forsøger her at give et billede af spillet i de allertidligste år – også før KBU kom til verden i 1903 – ud fra især 2 kilder. Dels en lille privatpublikation og dels afsnittet ”Associations-Spillets Love gennem Tiderne” fra Johannes Gandils bog ”Dansk Fodbold”. Der har aldrig været særlige regler for KBU-fodbold - man har altid holdt sig til den til enhver tid vedtagne Fodboldlov og så suppleret med regler for kampes praktiske afvikling og afvigelser for banestørrelse, kamptid og boldstørrelse samt dispensationsmuligheder i sit turneringsreglement.
I januar 1965 udsendte N.C. –Trykkeriet samt Brdr. Johannessens Cliche-Anstalt en nytårspublikation ”Lidt om sport i al almindelighed og om Fodbold i særdeleshed” som privattryk i 550 nummererede eksemplarer. Der var tale om uddrag af 3 gamle publikationer :
"Underholdende og dannende Legemsøvelser for unge Mennesker” af lærer J. Lauritsen udgivet i Odense 1866.
”Friluftssport” af overretssagfører E. Staal udgivet af Studentersamfundet 1892.
”Haandbog i Cricket, Langbold og Fodbold” af oberst V. Hoskiær udgivet af V. Pios Boghandel i 4 . oplag 1895.
Lærer Lauritsen skriver, at fodbolden skal være så stor som et barnehoved, være udstoppet med krølhår og overtrukket med læder. Hos ham hedder det at ”kaste bolden med fødderne” og ikke sparke. Men han giver ikke regler for at spille en kamp – i stedet foreslår han en række ”boldøvelser”.
E. Staal skriver anerkendende, at boldsport er englændernes folkesport og at den dyrkes af ”alle” engelske mænd og også af en del engelske kvinder – og at de dyrker deres yndlingssport selv op i 40 års-alderen. E. Staal skriver om fodbold her i Danmark, at det dyrkes om vinteren, mens kricket er den foretrukne boldsport om sommeren. Om fodbold skriver han, at der ikke behøves andet redskab end en fodbold – der koster 4-10 kroner – samt 4 humlestænger (målstolper), nogle små mærkeflag og at fodbold kan spilles på enhver nogenlunde jævn græsmark. Han finder fodbold især velegnet til at fremme hurtighed, adræthed og udholdenhed hos sine udøvere. Han anbefaler brug af støvler eller sko – dog nødig sømbeslåede - og ellers almindelig dragt”.
V. Hoskiær giver en kort forklaring på spillet fodbold og dets regler – her angivet med datidens stavemåde :
"Fodbold spilles på en rektangulær Bane, der – efter Deltagernes Antal – er 300-600 Fod lang og omtrent halv så bred. Banen afstikkes med Flag med 2 ”Sidegrændser” og 2 "Maalgrændser”. I hver af Maalgrændserne oprejses i Midten et Maal bestående af 2 lodrette Stænger, der maaler ca. 2 Tommer i Diameter, og anbringes omtrent 25 Fod fra hinanden og med en stram Snor udspændt imellem sig i 8 Fods Højde over Jorden.
Bolden, der benyttes, består af et Læderhylster ca. 9 Tommer i Diameter, som holdes udspændt ved en indeni det anbragt udpustet Guttaperkabold. Boldens Hylster skal være kugleformet, Læderet skal være tyndt men stærkt og Guttaperkabolden indeni skal pustes op med et anbragt Guttaperkarør. Når den er pustet op skal dette Rør bindes til og bøjes ind i Hylsteret, som snøres sammen med en Lædersnor gjennem Snørehuller.
Deltagerne i Spillet (hvis Tal kan vexle fra 20 til 100) vælge 2 Partiførere, der ved skiftes at vælge til sit Parti en af Deltagerne, dele disse i 2 Partier. Det afgøres ved Lodtrækning, hvilken Partifører, der skal vælge først. Og efter at Valget er sket, bestemmes det ved ny Lodtrækning, hvilket Parti der skal begynde; Det andet Parti vælger derpaa, hvilket Maal det vil forsvare, og det andet af de 2 Maal forsvares da af det Parti, der begynder Spillet. Ligesom i Cricket og Langbold kunne partierne her skjælnes fra hinanden ved forskjelligt farvede Huer.
Det Parti, der ved Lodtrækning har faaet ret til at begynde, bringer Bolden ind til Banens Midte og lægger den her paa Jorden, hvorefter Bolden ved Hjælp af Fødderne sættes i Bevægelse (rulles eller sparkes) henimod det af Modpartiet valgte Maal. Forinden Bolden er sat i Bevægelse fra Midten, maa ingen Spiller af Modpartiet være indenfor den valgte Maalgrændse og ingen Spiller af det begyndende Parti være mellem denne Maalgrændse og Bolden.
Ved at forsvare Maalet forstaaes at hindre Modpartiet i at drive Bolden mellem Maalets Stænger under den udspændte Snor. Ved en Fodboldkamp er det Parti vindende, som i en vis i Forvejen aftalt Tid oftest vinder Spil ; de enkelte Spils Længder ere derimod uden Betydning.
Med hensyn til Deltagernes Opstilling under Spillet skal bemærkes, at i Almindelighed 2 Spillere af hvert Parti faa Plads ved selve Maalet og 2 andre ca. 15 skridt længere inde mod Midten. De have til Opgave at dække Maalet mod uventede Angreb, indtil deres Parti kan komme dem til Undsætning, og det er de 2 inderstes Pligt dristig at løbe den af Modpartiet i Møde, der driver Bolden frem, for enten at spille den fra ham eller at tvinge ham til at sparke til den under så ugunstige Vilkaar, at det bliver mulig for deres 2 Medspillere i selve Maalet at faa den liggende godt til eget Spil.
Spillet har sit Navn af, at Bolden drives med Fødderne, og nogle Foreninger holde saa strængt herpaa, at de fuldstændig forbyde Anvendelsen af Hænderne under Spillet, medens andre tillade den i vid Udstrækning. Det mest almindelige er dog at fastholde som Princip, at Bolden, saalænge den er i Spillet, ikke maa berøres med Hænderne med mindre dette kan ske efter et Spark uden at den i Mellemtiden har berørt Jorden. Opfyldes dette maa Bolden enten gribes eller standses med Hænderne (se Spilleregel nr. 6). Er Bolden derimod ved at passere Side- eller Maalgrændserne kommen ud af Spil er det tilladt som angivet i Spilleregel nr. 9 at bære Bolden ind til Grændsen og da paany bringe den i Spil ved derfra at kaste eller sparke den ind.
Spillereglerne bestaar af 11 Regler :
Regel 1 : Bolden.
Regel 2 : Sidegrændserne.
Regel 3 : Maalgrændserne.
Regel 4 : Maalet.
Regel 5 : Igangsætningssparket fra Banens Midte.
Regel 6 : Frispark – hvor det hedder, at Bolden maa under Spillet ikke kastes med Hænderne og kun berøres med Hænderne, naar den er i Luften og ikke naar den hviler på, hopper eller ruller henad Jorden. Gribes Bolden i Luften efter et Spark uden at den forinden har rørt Jorden, kan Griberen forlange et Frispark, hvilket er et Spark taget uhindret af Modpartiet, der forinden skal fjærne sig mindst 15 Skridt henimod sit eget Maal. Det er ikke tilladt Griberen at løbe med Bolden i Hænderne.
Regel 7 : Off side (her bruges betegnelsen ”fejl Side”) – hvor det hedder, at ingen Spiller maa røre Bolden eller forhindre Modpartiet deri, når han er på ”fejl Side”, hvilket vil sige mellem Bolden og Modpartiets Maal, forinden den er berørt af en af Modpartiet. Overtrædes dette tildeles Modpartiet et Frispark.
Regel 8 : Målspark/Hjørnespark (de ord optræder ikke i reglerne) – når Bolden passerer en Maalgrændse enten over eller ved Siden af Maalet, bringes den paany i Spillet af en af det Partis Spillere, hvem det først lykkes at berøre den med Hænderne efter følgende nærmere Regler : Er den Spiller, der først berører Bolden, af det forsvarende Parti sættes Bolden i Spil ved et Frispark fra det Sted på Maalgrændsen, hvor Bolden gik ud og i en retning lodret på Maalgrændsen. Er den Spiller, der først berører Bolden, af det angribende Parti har han Ret til at bære Bolden 15 Skridt ind på Banen i retning lodret på Maalgrændsen fra det sted, hvor Bolden gik ud, hvorefter en af hans Parti har et Frispark.
Regel 9 : Indkast (det ord anvendes ikke) – naar Bolden passerer Sidegrændsen skal den atter kastes eller sparkes ind af den Spiller, der først berører Bolden med Hænderne og fra det Sted, hvor Bolden gik ud, lodret på Sidegrændsen efter at hvert Part har fjernet sig ca. 10 Skridt fra dette sted henimod sin egen Maalgrændse. Bolden er i Spil saa snart den har rørt Jorden, men maa ikke før den Tid berøres med Hænder eller Fødder af nogen Spiller.
Regel 10 : Maal – Spillet vindes, naar det lykkes en Spiller at sparke Bolden gjennem Modpartiets Maal under den udspændte Snor.
Regel 11 : Halvleg (det ord bruges ikke) – naar et Spil er forbi byttes Maal og det Part, der tabte, begynder det næste Spil."
Det er vel bemærkelsesværdigt, hvor mange ting der er bevaret fra de tidligste sider. Den største ændring kom, da det blev tilladt at aflevere fremad. I starten var det kun lovligt at drible bolden frem – alle afleveringer skulle ske til siden eller bagud. Det var driblernes storhedstid – kampene blev da også så godt som altid afgjort ved individuelle præstationer. Ellers er det, der er kommet til eller ændret siden da, næsten altid forbundet med, at man vil arrangere egentlige turneringer og ikke blot enkeltkampe. Hvor man ved enkeltkampe kunne aftale mange ting på stedet efter forholdene – det gjaldt
antal spillere på hvert hold,
hvordan man fik dannet de to hold,
banestørrelse,
spilletid,
reglerne for at bruge hænder i spillet,
- må man ved turneringerne have betydelig mere standardisering, så man kan bruge et resultat fra en kamp til at holde op imod resultat fra andre kampe i en slutstilling. Deraf kom
krav til samme antal spillere på alle hold (man valgte 11),
klubdannelse (så samme spiller ikke kunne komme til at spille både med og mod ”sin egen klub” undervejs – selvom der var ret fleksible regler for klubbytter og også for at spille for mere end en klub i de første år,
standardbanestørrelse,
fast spilletid,
samme spilleregler i alle kampe.
I Danmark valgte man klogt at benytte de regler, der var opnået enighed om i England – The English Football Association regler fra 1863, hvor man i praksis adskiller rugby fra fodbold. De indeholdt fra start de præcise regler for
banens størrelse
halvlegspause og bytte
lodtrækning om startbanehalvdel
ny håndregel – nu må bolden blot ikke slås eller bæres frem.
Der var fra start – og har aldrig siden – været regler for hvordan man skal stille sit holds formation op. Der er i dag regler om, at der altid skal være én målmand, men derudover er der frit slag. Det nærmeste man kom i reglerne var fra start en anbefaling om at have nogle spillere (1 målmand + 2 markspillere) reserveret til i første omgang at forsvare.
Inden fodbold kom til Danmark var reglerne i 1867 udvidet med 1) regler for målets størrelse 2) hjørnespark indført 3) reglen om ikke at kunne score direkte på frispark - og nok så væsentligt 4) ændrede man på off-side-reglen (på ”fejl side") ved at indføre ”off side for 3”, hvilket betød at der kunne afleveres fremad til en medspiller, blot der stadig var mindst 3 spillere fra modstanderholdet, der var tættere deres egen mållinje (typisk målmand + 2 forsvarere).
I 1871 kom reglen om at kun målmanden må bruge hænder i spillet inde på banen og kun på sin egen banehalvdel samt reglen om at det skulle være indkast og ikke længere frit valg mellem indkast og indspark når bolden var ude over sidelinjen – og at indkastet nu tilfaldt det hold, der ikke havde rørt bolden sidst før den passerede sidelinjen.
I 1879 kom KB på banen med at dyrke fodbold i København og Danmark på klubplan – så det var de ovenfor angivne regler, der gjaldt i Danmark. Kort efter kom reglerne om, at der skulle anvendes rigtige mål – altså en overligger i stedet for en snor, – der skulle gå 11 år mere før man så de første målnet, der dog i starten ikke var et krav i reglerne.
Benskinner var i mange år ikke et krav i Fodboldloven – men det var ikke fordi de ikke var opfundet. For det skete allerede i 1874, hvor Nottingham Forrest’s centreforward Sam Widdowson tillægges æren for at være opfinderen.
En praktisk ting som dommerfløjten så dagens lys i en kamp Nottingham Forrest mod Notts Castle – sandsynligvis et lokalopgør med ret larmende tilskuere – i 1878. 2 år efter – i 1880 – kommer de første egentlige regler for en dommer (indtil da havde de to valgte Partiførere måtte aftale og beslutte i tvivlstilfælde undervejs i spillet). Dommeren fik bemyndigelse til at foretage udvisninger. Først 11 år senere kunne han hjælpes af linjevogtere.
I 1882 måtte man stramme reglerne for indkast. Nu skulle de foretages over hovedet og med begge hænder. Det skete fordi nogle havde specialiseret sig i at kaste bolden med enarms-kast helt ind foran mål. Et forkert udført indkast gav så ikke længere frispark, men omkast til modparten. Først i 1920 kom reglen om, at man ikke kunne blive off side på et indkast.
I 1891 indførtes straffesparket. Straffesparksfeltet gik i hele banens bredde i starten. Straffesparket skulle tages som et spark midt for mål på straffesparksgrænsen – målmanden kunne gå frem til en linje midt mellem grænsen og mållinjen. Senere skulle han ved sparket stå på eller bag mållinjen – men måtte bevæge sig. Fra 1929 skulle han stå stille og på mållinjen, når der sparkes. Der var forinden i 1913 kommet regler for, hvor alle de andre spillere – både med- og modspillere – skulle være ved straffesparket (10 yards fra bolden).
Målmanden måtte helt frem til 1912 tage med hænder på hele sin egen banehalvdel. Først nu blev det indskrænket til kun at benytte hænderne i eget straffesparksfelt og i starten måtte han kun tage 2 skridt efter at have sikret sig bolden – i 1931 udvidet til 4 skridt.
1924 fik man lov til at kunne score direkte på et hjørnespark.
Fra 1925 lavede man off-side reglen om til at der nu blot skulle være 2 modspillere tættere på egen mållinje, når en angriber modtog bolden bagfra.
I januar 1965 udsendte N.C. –Trykkeriet samt Brdr. Johannessens Cliche-Anstalt en nytårspublikation ”Lidt om sport i al almindelighed og om Fodbold i særdeleshed” som privattryk i 550 nummererede eksemplarer. Der var tale om uddrag af 3 gamle publikationer :
"Underholdende og dannende Legemsøvelser for unge Mennesker” af lærer J. Lauritsen udgivet i Odense 1866.
”Friluftssport” af overretssagfører E. Staal udgivet af Studentersamfundet 1892.
”Haandbog i Cricket, Langbold og Fodbold” af oberst V. Hoskiær udgivet af V. Pios Boghandel i 4 . oplag 1895.
Lærer Lauritsen skriver, at fodbolden skal være så stor som et barnehoved, være udstoppet med krølhår og overtrukket med læder. Hos ham hedder det at ”kaste bolden med fødderne” og ikke sparke. Men han giver ikke regler for at spille en kamp – i stedet foreslår han en række ”boldøvelser”.
E. Staal skriver anerkendende, at boldsport er englændernes folkesport og at den dyrkes af ”alle” engelske mænd og også af en del engelske kvinder – og at de dyrker deres yndlingssport selv op i 40 års-alderen. E. Staal skriver om fodbold her i Danmark, at det dyrkes om vinteren, mens kricket er den foretrukne boldsport om sommeren. Om fodbold skriver han, at der ikke behøves andet redskab end en fodbold – der koster 4-10 kroner – samt 4 humlestænger (målstolper), nogle små mærkeflag og at fodbold kan spilles på enhver nogenlunde jævn græsmark. Han finder fodbold især velegnet til at fremme hurtighed, adræthed og udholdenhed hos sine udøvere. Han anbefaler brug af støvler eller sko – dog nødig sømbeslåede - og ellers almindelig dragt”.
V. Hoskiær giver en kort forklaring på spillet fodbold og dets regler – her angivet med datidens stavemåde :
"Fodbold spilles på en rektangulær Bane, der – efter Deltagernes Antal – er 300-600 Fod lang og omtrent halv så bred. Banen afstikkes med Flag med 2 ”Sidegrændser” og 2 "Maalgrændser”. I hver af Maalgrændserne oprejses i Midten et Maal bestående af 2 lodrette Stænger, der maaler ca. 2 Tommer i Diameter, og anbringes omtrent 25 Fod fra hinanden og med en stram Snor udspændt imellem sig i 8 Fods Højde over Jorden.
Bolden, der benyttes, består af et Læderhylster ca. 9 Tommer i Diameter, som holdes udspændt ved en indeni det anbragt udpustet Guttaperkabold. Boldens Hylster skal være kugleformet, Læderet skal være tyndt men stærkt og Guttaperkabolden indeni skal pustes op med et anbragt Guttaperkarør. Når den er pustet op skal dette Rør bindes til og bøjes ind i Hylsteret, som snøres sammen med en Lædersnor gjennem Snørehuller.
Deltagerne i Spillet (hvis Tal kan vexle fra 20 til 100) vælge 2 Partiførere, der ved skiftes at vælge til sit Parti en af Deltagerne, dele disse i 2 Partier. Det afgøres ved Lodtrækning, hvilken Partifører, der skal vælge først. Og efter at Valget er sket, bestemmes det ved ny Lodtrækning, hvilket Parti der skal begynde; Det andet Parti vælger derpaa, hvilket Maal det vil forsvare, og det andet af de 2 Maal forsvares da af det Parti, der begynder Spillet. Ligesom i Cricket og Langbold kunne partierne her skjælnes fra hinanden ved forskjelligt farvede Huer.
Det Parti, der ved Lodtrækning har faaet ret til at begynde, bringer Bolden ind til Banens Midte og lægger den her paa Jorden, hvorefter Bolden ved Hjælp af Fødderne sættes i Bevægelse (rulles eller sparkes) henimod det af Modpartiet valgte Maal. Forinden Bolden er sat i Bevægelse fra Midten, maa ingen Spiller af Modpartiet være indenfor den valgte Maalgrændse og ingen Spiller af det begyndende Parti være mellem denne Maalgrændse og Bolden.
Ved at forsvare Maalet forstaaes at hindre Modpartiet i at drive Bolden mellem Maalets Stænger under den udspændte Snor. Ved en Fodboldkamp er det Parti vindende, som i en vis i Forvejen aftalt Tid oftest vinder Spil ; de enkelte Spils Længder ere derimod uden Betydning.
Med hensyn til Deltagernes Opstilling under Spillet skal bemærkes, at i Almindelighed 2 Spillere af hvert Parti faa Plads ved selve Maalet og 2 andre ca. 15 skridt længere inde mod Midten. De have til Opgave at dække Maalet mod uventede Angreb, indtil deres Parti kan komme dem til Undsætning, og det er de 2 inderstes Pligt dristig at løbe den af Modpartiet i Møde, der driver Bolden frem, for enten at spille den fra ham eller at tvinge ham til at sparke til den under så ugunstige Vilkaar, at det bliver mulig for deres 2 Medspillere i selve Maalet at faa den liggende godt til eget Spil.
Spillet har sit Navn af, at Bolden drives med Fødderne, og nogle Foreninger holde saa strængt herpaa, at de fuldstændig forbyde Anvendelsen af Hænderne under Spillet, medens andre tillade den i vid Udstrækning. Det mest almindelige er dog at fastholde som Princip, at Bolden, saalænge den er i Spillet, ikke maa berøres med Hænderne med mindre dette kan ske efter et Spark uden at den i Mellemtiden har berørt Jorden. Opfyldes dette maa Bolden enten gribes eller standses med Hænderne (se Spilleregel nr. 6). Er Bolden derimod ved at passere Side- eller Maalgrændserne kommen ud af Spil er det tilladt som angivet i Spilleregel nr. 9 at bære Bolden ind til Grændsen og da paany bringe den i Spil ved derfra at kaste eller sparke den ind.
Spillereglerne bestaar af 11 Regler :
Regel 1 : Bolden.
Regel 2 : Sidegrændserne.
Regel 3 : Maalgrændserne.
Regel 4 : Maalet.
Regel 5 : Igangsætningssparket fra Banens Midte.
Regel 6 : Frispark – hvor det hedder, at Bolden maa under Spillet ikke kastes med Hænderne og kun berøres med Hænderne, naar den er i Luften og ikke naar den hviler på, hopper eller ruller henad Jorden. Gribes Bolden i Luften efter et Spark uden at den forinden har rørt Jorden, kan Griberen forlange et Frispark, hvilket er et Spark taget uhindret af Modpartiet, der forinden skal fjærne sig mindst 15 Skridt henimod sit eget Maal. Det er ikke tilladt Griberen at løbe med Bolden i Hænderne.
Regel 7 : Off side (her bruges betegnelsen ”fejl Side”) – hvor det hedder, at ingen Spiller maa røre Bolden eller forhindre Modpartiet deri, når han er på ”fejl Side”, hvilket vil sige mellem Bolden og Modpartiets Maal, forinden den er berørt af en af Modpartiet. Overtrædes dette tildeles Modpartiet et Frispark.
Regel 8 : Målspark/Hjørnespark (de ord optræder ikke i reglerne) – når Bolden passerer en Maalgrændse enten over eller ved Siden af Maalet, bringes den paany i Spillet af en af det Partis Spillere, hvem det først lykkes at berøre den med Hænderne efter følgende nærmere Regler : Er den Spiller, der først berører Bolden, af det forsvarende Parti sættes Bolden i Spil ved et Frispark fra det Sted på Maalgrændsen, hvor Bolden gik ud og i en retning lodret på Maalgrændsen. Er den Spiller, der først berører Bolden, af det angribende Parti har han Ret til at bære Bolden 15 Skridt ind på Banen i retning lodret på Maalgrændsen fra det sted, hvor Bolden gik ud, hvorefter en af hans Parti har et Frispark.
Regel 9 : Indkast (det ord anvendes ikke) – naar Bolden passerer Sidegrændsen skal den atter kastes eller sparkes ind af den Spiller, der først berører Bolden med Hænderne og fra det Sted, hvor Bolden gik ud, lodret på Sidegrændsen efter at hvert Part har fjernet sig ca. 10 Skridt fra dette sted henimod sin egen Maalgrændse. Bolden er i Spil saa snart den har rørt Jorden, men maa ikke før den Tid berøres med Hænder eller Fødder af nogen Spiller.
Regel 10 : Maal – Spillet vindes, naar det lykkes en Spiller at sparke Bolden gjennem Modpartiets Maal under den udspændte Snor.
Regel 11 : Halvleg (det ord bruges ikke) – naar et Spil er forbi byttes Maal og det Part, der tabte, begynder det næste Spil."
Det er vel bemærkelsesværdigt, hvor mange ting der er bevaret fra de tidligste sider. Den største ændring kom, da det blev tilladt at aflevere fremad. I starten var det kun lovligt at drible bolden frem – alle afleveringer skulle ske til siden eller bagud. Det var driblernes storhedstid – kampene blev da også så godt som altid afgjort ved individuelle præstationer. Ellers er det, der er kommet til eller ændret siden da, næsten altid forbundet med, at man vil arrangere egentlige turneringer og ikke blot enkeltkampe. Hvor man ved enkeltkampe kunne aftale mange ting på stedet efter forholdene – det gjaldt
antal spillere på hvert hold,
hvordan man fik dannet de to hold,
banestørrelse,
spilletid,
reglerne for at bruge hænder i spillet,
- må man ved turneringerne have betydelig mere standardisering, så man kan bruge et resultat fra en kamp til at holde op imod resultat fra andre kampe i en slutstilling. Deraf kom
krav til samme antal spillere på alle hold (man valgte 11),
klubdannelse (så samme spiller ikke kunne komme til at spille både med og mod ”sin egen klub” undervejs – selvom der var ret fleksible regler for klubbytter og også for at spille for mere end en klub i de første år,
standardbanestørrelse,
fast spilletid,
samme spilleregler i alle kampe.
I Danmark valgte man klogt at benytte de regler, der var opnået enighed om i England – The English Football Association regler fra 1863, hvor man i praksis adskiller rugby fra fodbold. De indeholdt fra start de præcise regler for
banens størrelse
halvlegspause og bytte
lodtrækning om startbanehalvdel
ny håndregel – nu må bolden blot ikke slås eller bæres frem.
Der var fra start – og har aldrig siden – været regler for hvordan man skal stille sit holds formation op. Der er i dag regler om, at der altid skal være én målmand, men derudover er der frit slag. Det nærmeste man kom i reglerne var fra start en anbefaling om at have nogle spillere (1 målmand + 2 markspillere) reserveret til i første omgang at forsvare.
Inden fodbold kom til Danmark var reglerne i 1867 udvidet med 1) regler for målets størrelse 2) hjørnespark indført 3) reglen om ikke at kunne score direkte på frispark - og nok så væsentligt 4) ændrede man på off-side-reglen (på ”fejl side") ved at indføre ”off side for 3”, hvilket betød at der kunne afleveres fremad til en medspiller, blot der stadig var mindst 3 spillere fra modstanderholdet, der var tættere deres egen mållinje (typisk målmand + 2 forsvarere).
I 1871 kom reglen om at kun målmanden må bruge hænder i spillet inde på banen og kun på sin egen banehalvdel samt reglen om at det skulle være indkast og ikke længere frit valg mellem indkast og indspark når bolden var ude over sidelinjen – og at indkastet nu tilfaldt det hold, der ikke havde rørt bolden sidst før den passerede sidelinjen.
I 1879 kom KB på banen med at dyrke fodbold i København og Danmark på klubplan – så det var de ovenfor angivne regler, der gjaldt i Danmark. Kort efter kom reglerne om, at der skulle anvendes rigtige mål – altså en overligger i stedet for en snor, – der skulle gå 11 år mere før man så de første målnet, der dog i starten ikke var et krav i reglerne.
Benskinner var i mange år ikke et krav i Fodboldloven – men det var ikke fordi de ikke var opfundet. For det skete allerede i 1874, hvor Nottingham Forrest’s centreforward Sam Widdowson tillægges æren for at være opfinderen.
En praktisk ting som dommerfløjten så dagens lys i en kamp Nottingham Forrest mod Notts Castle – sandsynligvis et lokalopgør med ret larmende tilskuere – i 1878. 2 år efter – i 1880 – kommer de første egentlige regler for en dommer (indtil da havde de to valgte Partiførere måtte aftale og beslutte i tvivlstilfælde undervejs i spillet). Dommeren fik bemyndigelse til at foretage udvisninger. Først 11 år senere kunne han hjælpes af linjevogtere.
I 1882 måtte man stramme reglerne for indkast. Nu skulle de foretages over hovedet og med begge hænder. Det skete fordi nogle havde specialiseret sig i at kaste bolden med enarms-kast helt ind foran mål. Et forkert udført indkast gav så ikke længere frispark, men omkast til modparten. Først i 1920 kom reglen om, at man ikke kunne blive off side på et indkast.
I 1891 indførtes straffesparket. Straffesparksfeltet gik i hele banens bredde i starten. Straffesparket skulle tages som et spark midt for mål på straffesparksgrænsen – målmanden kunne gå frem til en linje midt mellem grænsen og mållinjen. Senere skulle han ved sparket stå på eller bag mållinjen – men måtte bevæge sig. Fra 1929 skulle han stå stille og på mållinjen, når der sparkes. Der var forinden i 1913 kommet regler for, hvor alle de andre spillere – både med- og modspillere – skulle være ved straffesparket (10 yards fra bolden).
Målmanden måtte helt frem til 1912 tage med hænder på hele sin egen banehalvdel. Først nu blev det indskrænket til kun at benytte hænderne i eget straffesparksfelt og i starten måtte han kun tage 2 skridt efter at have sikret sig bolden – i 1931 udvidet til 4 skridt.
1924 fik man lov til at kunne score direkte på et hjørnespark.
Fra 1925 lavede man off-side reglen om til at der nu blot skulle være 2 modspillere tættere på egen mållinje, når en angriber modtog bolden bagfra.
