Help !

Frem havde i 1946 engageret sin første professionelle engelske træner, R.C. Mountford. Tidligere back hos Huddersfield. Under den netop overståede 2. verdenskrig havde Mr. Mountford haft titel af Kaptajn i Royal Force – han fløj ikke selv, men var ansat som fysisk træner. Mr. Mountford skulle præsenteres for spillerne – heriblandt en af de yngre seniorspillere – det kunne godt tage pippet lidt fra en. Mødet skulle finde sted Tirsdag 15. januar 1946. Den unge spiller berettede i klubbladet om sine tanker og ikke mindst sine forberedelser – han var nu ikke helt tryg ved situationen, så han skrev under pseudonymet ”Den hennafarvede” :

Tog af sted hjemmefra iført mit fineste søndagstøj med engelsk flag i knaphullet, ”ny-barbettet” og med den engelske glosebog i lommen. I flere nætter forinden havde jeg i søvne ligget og ”speaked English” og fremstammet uforståelige lyde, så min kæreste Victoria bestemt troede, at jeg havde fået engelsk syge eller i det mindste spist engelsk lakrids. Da jeg forklarede hende årsagen, at vi i Frem havde fået en ny engelsk træner, trak hun bare på skulderen og sagde ”Kunne I dog ikke have fundet en mere behagelig stilling til ham – f.eks. kasserer”. Jeg forklarede Victoria, at folk til ”at kæle for kassen” kunne man få mange af, men en træner fra England – det var noget helt andet.

Præcis 18.45 ankom jeg til klublokalerne efter en hastig tur på min ”Bicykle” – man kunne jo ligeså godt vænne sig til det med det engelske. Hængte min frakke, trådte ind i Salonen og sank sammen i en af de hyggelige stole. Spejdede mig omkring – Ok, Mr. Mountford var ikke ankommet endnu. Mange spillere og klubhonoratiores var mødt op. Knap så mange af de etablerede divisionsspillere – hvilket sikkert skyldtes, at de i dagspressen havde kunnet læse om Mr. Mountfords anstrengende konditionsprogram, hvorfor de har foretrukket at blive hjemme til allersidste øjeblik for at være rigtig udhvilet til det historiske øjeblik, hvor de første gang skulle lyde hans fløjte.

Tiden gik uden at der skete noget. Først kl. 19.33 skete det – en tør og ægte englænder trådte smilende ind i lokalet fulgt af sin tolk, klubformand Mr. Langvold, og hans trofaste adjudanter inden for Klubben. Langvold bød velkommen og sluttede med ”Her er så Giraffen”. Det sidste på dansk – og dermed uden for Mr. Mountfords hørevidde – man ved jo ellers ikke om han var blevet stødt, taget sine 5.000 pund og forladt klubben for aldrig siden at dukke op igen. Nå han smilede – vi smilede igen – situationen var reddet. Mr. Langvold stod for præsentationen af hver enkelt. Turen ville snart komme til mig – så jeg rettede på kravetøjet, løb febrilsk frisuren igennem med fingrene, løb min planlagte engelske frase igennem i tankerne endnu engang. Shakede hands med Mr. Mountford og fik fremstammet ”How do you …” Længere nåede jeg ikke, sank ned på min stol og kom først til mig selv noget senere.

Det var min første engelske samtale på egen hånd – uden lærer. Resten af aftenen forløb udmærket. Mr. Mountford gennemgik sit træningsprogram, der bl.a. indeholdt at skulle heade til billardkugler – ikke for at skyde sig en kugle for panden, men for bedre at træne hovedmusklerne.

Kilde : Frems klubblad 1946, nr. 2

Kilde Frems klubblad 1946