Livet på Fælleden

I kvarteret omkring Blegdamsvej havde man ofte – efter mange borgeres mening for ofte – set hestene foran de toetagers sporvogne stejle og hørt sporvognskusken bande, når en bold blev sparket tværs over vejen og enten blev hængende i hækken, der omgav Fælleden, eller havnede i den grøft, der løb helt oppe fra Trianglen og ned til Tagensvej. Om vinteren nærmest en fossende flod efter at al den sne, man om vinteren kylede ind på Fælleden, var tøet og nu havnede i grøften – enkelte steder havde man lagt bjælker over, så man kunne komme ind på Fælleden. Ikke helt let at balancere på dem – så mange spillere sprang over for at mase sig igennem et hul i hækken. Hver drengeflok havde sit særlige hul.

Inde bag hækken lå Paradiset. Den dejlige gamle Fælled med køerne og hestene, der græssede frit omkring – med hestepærer og kokasser; med Borgerbevæbningen der holdt eksercits; med Militærets hornblæsere, der truttede så det skar i ørerne; med politiske møder og socialdemokratiske brandtaler; med Madam Petersen, der kørte rundt og solgte læskende drikke og lækkerier fra sin barnevogn; med byens borgere på tur i det grønne med kone og børn og aftensmaden i en æske. Ingen afspærringer, ingen betjente – men plads til alle, for folk var venlige dengang. Man rettede sig ind efter hinanden. Lå en familie, hvor man gerne ville spille fodbold, - så bad man om forlov og så flyttede de sig. Målstængerne kunne sættes op, snøren spændes ud som overligger – alligevel skændtes man bravt, når bolden ramte snoren om den nu gik over eller under. Så var det rart at have neutrale opmænd liggende rundt om spillestedet – de fik ofte det afgørende ord om der var mål eller ej.
Med lange skridt målte man afstanden ud til siderne, hvor hjørneflagene skulle stå. Køer og heste blev kyst bort – hændte det at bolden lagde sig død i en portion frisklagt komøg, ja så var der jo græs nok til at stryge bolden ren igen. Fik man selv en tur i sådan en plamage var der jo vandposten med hestens drikketrug oppe ved Triangel-huset ved Ledvogterhuset – den officielle indgang til Fælleden.

Sådan var livet for fodbolden i årene op til at klubber som ØB blev stiftet og senere KBU opstod og en del år frem. Ingen havde faktisk noget rigtigt at beklage sig over – der var plads, der var luft, der var højt til himlen og vidt til væggen. Var den ene spilleplads blevet barberet for græs, så tog man bare en anden i besiddelse uden at frygte for at gå ind på andres enemærker. Lå kokasserne for tæt kunne man jo bare bruge den medbragte skovl til at fjerne dem med.

Kilde : ØB gennem 50 år.

Kilde ØB 50 år

Dobbeltdækker-sporvognen ved Trianglen

Madam Petersen faldbyder sine lækkerier