Sædeligheden

Folk var stadig i den sidste del af 1800-tallet – da fodbolden begynder at blive populær – opdraget til, at ”legemet og den nøgne krop var noget syndigt”. Noget så almindeligt som underbukser betegnede man i den tid for ”de unævnelige”.

Det fik de første KBere at mærke, da de engang i 1880erne krydsede Blegdamsvej i deres fodboldtøj og blev anholdt af politiet for krænkelse af den offentlige blufærdighed. Fodboldtøj var jo noget andet end den stillige dragt med lange hvide bukser, som prægede det andet boldspil, cricket. Fodboldspillerne viste jo ben i utildækket tilstand ! KBs formand havde det største besvær med at få politiet til at henlægge sagen.

Der var en del, der mente, at sport kunne være direkte farligt for sædeligheden. Den opfattelse havde man ikke mindst i sædelighedsforeninger, som fandtes dengang. I Sædelighedsforeningen Vigilia holdt provst Fenger i 1901 et foredrag, - og herfra kunne Politikens udsendte medarbejder dagen efter i sin avis citere provsten for ”Lad os være varsomme med at anbefale sporten. Det er ikke værd at komme ind på, hvad den kan bruges til, når den bringer de to køn sammen”. Provsten og Vigilias medlemmer har sikkert slået korsets tegn for sig, da de hørte, at man ville begynde at spille mix-double i tennis, der jo også var en del af DBU og senere KBU frem til 1920.

Det er da også først omkring 1900, at man ændrer syn på det at være solbrændt. Før var det kun dem, der ikke kunne undgå det – de med udendørs arbejde – der måtte affinde sig med at være solbrændte. Og det var lavstatus – de fine kunne holde sig indendørs og i skyggen og satte en dyd i at være så hvide som muligt i huden. Nu var sundhedsoplysningen – ikke mindst omkring D-vitaminet, der naturligt kun kan fås gennem netop sollyset – ved at vinde frem. Det blev gradvis attråværdigt at få kulør – at være solbrændt.

Kilde : KBUs 100års jubilæumsskrift ”På Banen”.

De anklagede kom fra KB