Bag om navnet
Frederiksberg er en selvstyrende bydel og kommune i Storkøbenhavn, omkranset af Københavns Kommune på alle sider efter nabokommunernes indlemmelse i København i 1901.
Frederiksbergs oprindelige navn var Tulehøj. I så fald kan der have boet en thul dér – oldtidens navn på en præst eller magiker, kendt fra indskriften på Snoldelev-stenen. Ordet er beslægtet med verbet thula (= at tale), så en thul kan også tolkes som en, der fremsagde ting. På angelsaksisk havde thyle den samme betydning, og i Beowulf-kvadet er dette Unferths titel. I Håvamål kaldes Odin selv for "den gamle thul".
Der står i Frederik Rostgaards "Dend kongelige Residents- og Stabel-Stad Kiøbenhavn historiske Beskrivelse fra 1737" at "Kiøbenhavns Grændser var da fra Tulleshøy til gammel Bohøy, Amager og Saltholm, og hvad der imellem laae" – afsnittet henviser til forholdene i 1443. På det tidspunkt har navnet Tulehøj været opfattet som Tulleshøy.
Der har levet mennesker på Frederiksberg i alt fald fra bronzealderen. I sen vikingetid eller tidlig middelalder opstod landsbyen Solbjerg, hvis marker dækkede hovedparten af det nuværende Frederiksberg. Byen lå formentlig i den nordlige del af den nuværende Frederiksberg Have. Området var landbrugsland med spredte landsbyer, og Solbjerg var, sammen med områdets andre landsbyer, underlagt Utterslev hovedgård som krongods. Omkring 1160 skænkede Valdemar 1. den Store markedspladsen Havn, senere København, samt Utterslev med tilliggender til Biskop Absalon.
Frederiksbergs historie begynder først selv ved midten af 1600-tallet. I 1620 besluttede Christian IV at nedlægge Solbjerg, hvis arealer blev lagt under en ny ladegård, som blev opført i årene 1620-23. Ladegården skulle forsyne Københavns Slot og Rosenborg med landbrugsvarer. Ladegården blev bygget på en bastion, der var en del af Københavns nye befæstning.
Gårdens marker omfattede det meste af det nuværende Frederiksberg og blev dyrket ved hjælp af fæstebønder fra landsbyer i omegnen. Det mere kvalificerede arbejde på Ladegården blev udført af fastansatte, mens fanger fra Bremerholm blev sat til tærskningen. Ladegården blev således drevet som en stor herregård, men det var svært at få bønderne til at yde hoveri. I 1645 opgav Christian IV ladegårdsdriften og bortforpagtede gården indtil 1651.
Frederik III lod 2. juni 1651 jorderne udstykke og bortfæste til 20 bønder af hollandsk afstamning fra Amager, som opførte deres gårde på begge sider af den nuværende Allégade, og byen fik da navnet "Ny Amager" eller "Ny Hollænderby". Men det gik tilbage for disse bønder, dels på grund af Svenskekrigen 1658—60, dels ved misvækst og ildebrand, og da de ikke kunne betale deres skatter, blev jorderne taget fra dem 1698 og for størstedelen lagt ind under det ny Frederiksberg Slot.
Bebyggelsen i den nye kommune blev fra starten præget af villaer forbeholdt de øverste samfundsklasser. Bl.a. på grund af tilknytningen til kongehuset (Frederiksberg Slot i Frederik VI's tid) og en etableret tradition for anlæggelse af landsteder udviklede Frederiksberg sig til en grøn og landlig enklave omgivet af Nørrebro og Vesterbro, der i samme periode blev hastigt og tæt bebygget med små lejligheder for arbejderklassen.
Frederiksbergs oprindelige navn var Tulehøj. I så fald kan der have boet en thul dér – oldtidens navn på en præst eller magiker, kendt fra indskriften på Snoldelev-stenen. Ordet er beslægtet med verbet thula (= at tale), så en thul kan også tolkes som en, der fremsagde ting. På angelsaksisk havde thyle den samme betydning, og i Beowulf-kvadet er dette Unferths titel. I Håvamål kaldes Odin selv for "den gamle thul".
Der står i Frederik Rostgaards "Dend kongelige Residents- og Stabel-Stad Kiøbenhavn historiske Beskrivelse fra 1737" at "Kiøbenhavns Grændser var da fra Tulleshøy til gammel Bohøy, Amager og Saltholm, og hvad der imellem laae" – afsnittet henviser til forholdene i 1443. På det tidspunkt har navnet Tulehøj været opfattet som Tulleshøy.
Der har levet mennesker på Frederiksberg i alt fald fra bronzealderen. I sen vikingetid eller tidlig middelalder opstod landsbyen Solbjerg, hvis marker dækkede hovedparten af det nuværende Frederiksberg. Byen lå formentlig i den nordlige del af den nuværende Frederiksberg Have. Området var landbrugsland med spredte landsbyer, og Solbjerg var, sammen med områdets andre landsbyer, underlagt Utterslev hovedgård som krongods. Omkring 1160 skænkede Valdemar 1. den Store markedspladsen Havn, senere København, samt Utterslev med tilliggender til Biskop Absalon.
Frederiksbergs historie begynder først selv ved midten af 1600-tallet. I 1620 besluttede Christian IV at nedlægge Solbjerg, hvis arealer blev lagt under en ny ladegård, som blev opført i årene 1620-23. Ladegården skulle forsyne Københavns Slot og Rosenborg med landbrugsvarer. Ladegården blev bygget på en bastion, der var en del af Københavns nye befæstning.
Gårdens marker omfattede det meste af det nuværende Frederiksberg og blev dyrket ved hjælp af fæstebønder fra landsbyer i omegnen. Det mere kvalificerede arbejde på Ladegården blev udført af fastansatte, mens fanger fra Bremerholm blev sat til tærskningen. Ladegården blev således drevet som en stor herregård, men det var svært at få bønderne til at yde hoveri. I 1645 opgav Christian IV ladegårdsdriften og bortforpagtede gården indtil 1651.
Frederik III lod 2. juni 1651 jorderne udstykke og bortfæste til 20 bønder af hollandsk afstamning fra Amager, som opførte deres gårde på begge sider af den nuværende Allégade, og byen fik da navnet "Ny Amager" eller "Ny Hollænderby". Men det gik tilbage for disse bønder, dels på grund af Svenskekrigen 1658—60, dels ved misvækst og ildebrand, og da de ikke kunne betale deres skatter, blev jorderne taget fra dem 1698 og for størstedelen lagt ind under det ny Frederiksberg Slot.
Bebyggelsen i den nye kommune blev fra starten præget af villaer forbeholdt de øverste samfundsklasser. Bl.a. på grund af tilknytningen til kongehuset (Frederiksberg Slot i Frederik VI's tid) og en etableret tradition for anlæggelse af landsteder udviklede Frederiksberg sig til en grøn og landlig enklave omgivet af Nørrebro og Vesterbro, der i samme periode blev hastigt og tæt bebygget med små lejligheder for arbejderklassen.
I 1900 blev Frederiksberg udskilt af Københavns Amt og opnåede (ligesom Københavns Kommune) status som selvstændigt amt. Med kommunalloven i 1919 kunne kommunalbestyrelsens formand nu kalde sig borgmester.
