Det uægte landshold

Danmark er et ørige – kun Jylland er landfast med det europæiske kontinent. Alt andet flyder rundt som øer. Både her og hisset. Langt væk ligger Grønland – ikke så langt derfra ligger Island, der i 1939 stadig var en del af det danske kongerige og dermed uden eget fodboldlandshold. De skulle nu alligevel være med, da DBU fejrede sit 50 års jubilæum. Jubilæumsturneringen var for landshold – Danmark som vært og så meget naturligt Sverige, Norge og Finland som de 3 gæster. Det hele lagt til rette – der har næppe været gråd ved lodtrækningen, da Danmark trak Finland – så finalen burde stå mellem Danmark og Sverige. Men Norge ville det anderledes – de tillod sig at besejre Sverige med 1-0. Dommer i den kamp var en tysker, og han var helt på Norges side mente man, for han annullerede hele to svenske scoringer. Året efter kan man bestemt ikke sige, at tyskerne var på norsk side – de besatte på alt andet end venskabelig vis Norge og blev der i over 5 år som hård besættelses-krigsmagt.

Danmark klarede sin del af opgaven – slog Finland 5-0. I finalen mod Norge var vi bagud 2-3 ved pausen, men trak det længste strå til sidst. Ikke mindst takket være et vellykket come back af Pauli Jørgensen, der lige tog det år med før han med 44 mål i samlet 47 landskampe endegyldigt takkede af. I 1939 var han 34 år – men stadig uhyre målfarlig. Der skal jo også nogle til at klare paragrafferne i den anden ende – her havde Danmark hver gang Svend Jensen. Med samlet 41 landskampe var det rekord for en målmand, - den holdt i 52 år. Så kom Peter Schmeichel og tog den rekord meget effektivt.

Island kunne jo ikke deltage i selve jubilæumsturneringen – dels var de nok ikke stærke nok, og så var der jo lige det, at de ikke var et landshold. Men de skulle selvfølgelig være med i jubelløjerne. Så man fik de nordlige gæster – de stillede reelt med deres førende klubhold Fram Reykavik – sendt på en landsturné. Højdepunktet var 3 dage på Bornholm. Den uofficielle landskamp Bornholm-Island vandtes af islændingene med 4-2. Leo Frederiksen – DBUs fungerende formand i formand Kristen Middelboes fravær grundet forretningsrejse – var sammen med den islandske ambassadør (det kunne man nemlig godt have, selv om man formelt ikke var selvstændigt), den bornholmske amtmand og den lokale kommandant for Bornholms Værn hædersgæsterne, spidserne. Alle behørigt indkvarteret på Strandhotellet i Sandvig. Talerne sendt direkte i Statsradiofonien – det var den første radiotransmitterede bornholmske udendørsbegivenhed. Og vi skulle altså helt hen til 1939 før den kom ud i æteren. Islændingene sluttede deres 10 dages turné med at spille mod et udvalgt hold fra Sønderjylland i Tønder .

1939 var sidste år, hvor alle landsholdsspillerne kom fra de københavnske klubber – den praksis døde med DBUs 50 års jubilæum. Viljen havde været der til at supplere med provinsboere – der havde været 43 københavnske og 10 jyske spillere til ”gennemsyn” for et UK bestående af Johannes Gandil, B 93 – Sophus ”Krølben” Nielsen, Frem – Ivar Lykke, KB – Svend Holm, AB – og H. Grossmann, JBUs formand. Men kun KB, B 93, Frem, B 1903, Fremad Amager og AB fik landsholdspillere det år.

Kilde : Artikel i Københavnsk Fodbold, 2009 nr. 6 og DBUs årsberetning 1939-41

Det "uægte" landshold repræsenterede Islands Fodboldforbund