Pas godt på den
En fodbold var en dyr ting. Det er der talrige beskrivelser af i mange klubbers klubblade og jubilæumsskrifter. I mange tilfælde havde man kun en enkelt bold – blev den væk eller gik i stykker, så kunne man ikke træne med bold før man fik skrabet sammen til at anskaffe sig en erstatningsbold.
Man fornemmer hvilken katastrofe, der er indtrådt for Sylvia, da klubbens formand i raseri skærer bolden i stykker efter klubbens første kamp, som man spillede i Willumsens Park (ved nuværende Amager Boulevard). Katastrofen skete i samme år, som man havde skiftet 18.. ud med 19.. i årstallene.
Også tættere på vor tidsregning har der været lignende katastrofer. Vi skal igen til Amager, der har været hårdt ramt af fodboldnaturkatastrofer. 1938 var man så økonomisk på den i Tårnby Boldklub, at man ikke engang havde råd til at købe en ekstra fodbold. Så det hed ”al træning foregår uden bold” - for man måtte spare sin enlige bold til turneringskampene. Kunne man ikke møde op med en kampbold ville man – og det gælder stadig efter reglerne ! – tabe kampen uden kamp. En anden Amager-klub, B 1908, kan berette, at mens ”store Martin” var kasserer kom han en fredag aften og sagde, at der kun var 50 øre i Kassen og vi skulle købe en ny bold til søndag – ellers ville vi tabe uden kamp.
At rigtige naturkatastrofer kunne være årsag til, at en klub ikke ejede en bold er HIK et bevis på. HIK mister ved julestormen i 1902 alle sine 3 fodbolde – da klubskurene (datidens klubhus) skylles i Øresund med indhold. HIK lå dengang på en sidevej til Strandvejen ned til, hvor Hellerup Havn i dag ligger og HIK stadig har et par tennisbaner.
I Dragør Boldklub – så er vi igen på Amager – var bolden så vigtig, at man måtte vælge en Tillidsmand. I dag en velkendt skikkelse på alle arbejdspladser – i Dragør Boldklub var det ham, der opbevarede bolden. I Dalgas besluttede man at lønne en person for det job - I 1952 får Eskild Jensen 250 kr. for at passe på klubbens bolde.
Ikke mindst under Besættelsen var fodbolde yderst værdsatte. Det gjaldt ikke mindst hos Hekla, der i oktober 1942 er ude for, at begge deres seniorbolde går i stykker i samme kamp mod Tria, og at de derfor må spille kampen til ende og 2. seniors kamp den efterfølgende dag med juniorbolden. Fra samme periode kan man i Hellas’s klubblad læse følgende opråb : ”Husk at behandle klubbens bolde ordentlig. Pas på de bolde, der kommer med ud på banen – at disse ikke bliver borte. Bolde er meget dyre og næsten ikke til at fremskaffe for tiden.”
Under en træningskamp på Fælleden i 1944 mister Viktoria bolden – trods energiske eftersøgninger var og blev den borte. Reelt betød det ingen træning for holdet i den kommende tid – for det var deres eneste bold. Gode råd var dyre – man beslutter at rette en henvendelse til naboen, 1. divisionsklubben B. 93, om de måske skulle være kommet til at tage bolden med. Det gav bonus – i hvert fald fik man en bold tilbage fra B 93s lager. Efter den tid lærte man at sætte et stort ”V” på sine bolde.
Selvfølgelig skal man gøre status – også over sine bolde. På en ekstraordinær Generalforsamling kunne formand Gudmund Schack bl.a. oplyse, at de 220 medlemmer i Skovshoveds ungdomsafdeling havde 22 bolde til deling.
