Regndoktoren

Nogle år gik det ifølge KBUs årsberetninger helt galt – det stod ned i stænger i længere tid. Græsbanerne blev fuldstændig smadrede, hvis man trænede eller spillede på dem – så et utal af kampe blev aflyst. Så havde man besværet med at få dem placeret på nye kampdage – ofte måtte sæsonen ekstraordinært forlænges eller man måtte udsætte hele spillerunder til næste halvår. Senere lærte folkene på KBUs kontor at indlægge friweekender undervejs i sæsonen – netop for at kunne samle aflyste kampe op – det hjalp ofte, men ikke helt. I dag har vi kunstgræsbanerne til at tage brodden af problemet.

Andre år var der langvarige tørkeperioder – ikke mindst i juli, hvor banerne jo gerne skulle renoveres, eftersås osv. udover at have hvile. Vand var livsnødvendigt her – og det var bestemt ikke alle år og bestemt heller ikke alle steder man måtte kunstvande. Det kunne være et meget sørgeligt syn – nærmest en stenørken – der mødte spillere og trænere efter en sådan sommerferie.

Det med at have tørkeperioder kendte man også til i udlandet – til stor skade for både fodboldspillet, men også for hele fødevareproduktionen. Det skulle man ikke spøge med – forude lurede hungersnød. Efter en sådan længere tørkeperiode havde et land – vi nævner ingen navne – sendt sin lokale regndoktor på studierejse til Europa.

Da han kom hjem kunne han begejstret berette om, at ”når alt andet kiksede, tegnede de nogle kridtstreger på græsset og lod derefter 23 mænd i spraglede dragter – en af dem kaldte de ”Hr. dommer” – løbe rundt efter en læderbold. Et kvarter efter styrtede regnen ned.”

Kilde : HIKs klubblad, november 1963

Kilde HIKs klubblad 1963