Dansk Kvindefodbold Union

Da Columbus vendte hjem fra Amerika og berettede for sin regent og dennes hof, hvorledes kvinderne i det nye land frit og frejdigt spankulerede rundt og pulsede på sammenrullede tobaksblade, skal en hofembedsmand have udbrudt ”Fy føj” – frit oversat fra spansk. Det var to af de mest vovede ord ved hove dengang.

Nogenlunde samme reaktion vakte det herhjemme, da nogle piger i 1960 tog initiativ til at oprette en fodboldklub for damer/piger på Sundby. En af pionererne var Lizzi Keis, der startede med håndbold i Sundby Boldklub og fulgte med over i Sundby Idrætsklub, da fodbold blev skilt fra håndbold i Sundby Boldklub. Hun hentede fodboldinteresserede piger overalt på Amager og fik arrangeret en kamp mod Femina, - en klub der allerede var startet i 1959.

Folk fik hurtigt øjnene op for, at kvindelig ynde også gør sig i selskab med en fodbold. Dog ikke hos alle – der var dengang som nu nogen, der affærdiger det med at ”livet er for kort til kvindefodbold”. Men pigerne blev inviteret til arrangementer over hele landet – kald det modefænomen eller slet og ret show. Men kvinderne ville fodbold – så de organiserede selv Dansk Kvindefodbold Union for alle klubberne øst for Storebælt. Man fik gang i turneringer. Den store kovending kom 10 år senere – i 1970. Femina rejste til Italien og vandt det uofficielle verdensmesterskab.

Nu blev klubberne bestormet – sådan følte nogen det i hvert fald – af nye medlemmer. En skøn blanding af husmødre, teenagers og småpiger ville i gang med spillet med den lille runde. I 1971 vandt det danske damelandshold et nyt WM – denne gang i Mexico. Det fik øjnene op hos DBU – de gav grønt lys for optagelse i deres union, som indtil da var et lysende eksempel på mandssamfundets magt og vælde. Damefodboldens tilblivelse og kamp for tilværelsen minder ikke så lidt om H.C. Andersens ”Den grimme ælling”.

Kilde : Sundby Boldklub 50 års jubilæumsskrift

Kilde Sundby 50 år