Fodboldslang
Fodbold har sit eget sprog – det ved enhver, som er ”bidt af en gal fodbold” og spiller spillet, hvor 22 mere eller mindre smarte ”driblekonger” prøver på at ”snøre” hinanden på det grønne ”billardtæppe”.
Målmanden skal helst af hensyn til lokalpatrioterne holde ”buret” rent. Han – det kan jo så i dag også være en hun – skal helst ikke ”pille” for mange ”kugler” ud af ”kassen”. Modstandernes målmand må til gengæld meget gerne være ”sløj langs jorden” og ikke meget værd ”i luften”, og det gør absolut ikke ”hjemmehylerne” ked af det, hvis han kommer ud på nogle gevaldige ”skovture” eller på anden vis kommer ud at ”svømme” foran eget mål.
Markspillerne – et udryk fra dengang, da man virkelig spillede på en mark – kan deles i to grupper. Der er dem, der ”losser” til en bold og dem, der ”broderer”. Det kan være fint nok med lidt ”krølleri”, men tilskuerne ser dog helst, at der bliver gået til ”vaflerne”. Det er jo en mandfolkesport – selv om den altså i dag også dyrkes af kvinder og piger. Nogle hold er deciderede ”knokkelhold”, der spiller ”bondefodbold”. Forhåbentlig er dommeren sin opgave voksen, så ikke for mange fra ens eget hold må ”bide i græsset”.
Det går ud på at vinde – det er især ikke rart at få en ”sæk”. Det sker på dage, hvor man ikke har sine egne ”kanoner” med. I det hele taget er man meget dyrevenlig – i hvert fald får man ofte at vide at grunden til at ”stjernen” ikke er med er, at han plejer en gammel ”skade.”
Den ideelle fodboldspiller skal helst have ”fodboldben” – det vil sige let til svært hjulbenet, tæerne lidt indad og sikker på ”skøjterne” som en turneringsdanser. Han skal kunne ”pive” på kassen, men også kunne bruge ”papegøjen” – sparke til ”ballen” med ydersiden. Gerne fyldt med ”trick” – gerne score ”hat-trick” ved 3 rigtige ”knald” på ”kassen”, der giver ”bonus” i form af mål.
Det hele går ud på at erobre point, men også gerne ved de entregivende kampe ”slæve” nogle ”gryn” til klubkassen.
Kilde : Fremad Valbys klubblad marts 1956.
Kilde Fremad Valbys klubblad marts 1956
