Fra Ming til Mendieta

Der er viden om konkurrencer med spark til en genstand, som går mere end 5000 år tilbage. Og der er gennem blandt andet vægmalerier, inskriptioner og tegninger dokumentation for, at stort set alle førende civilisationer har kendt til fodboldlignende spil i mere end 2000 år. Tilbage til tiden omkring starten på vores tidsregning.

Men selv om de tidligste stadier af sporten kan spores tilbage til omkring år 0, blev fodboldsporten først i midten af 1800-tallet effektivt udviklet til det spil, vi kender i dag. Den tidligste datering af et fodbold-lignende spil går tilbage til tiden omkring den Gule Kejser i Kina for omkring 5000 år siden. Men der er ikke bevaret nogen form for dokumentation. De første beviser på fodboldspillets eksistens i Kina er fra yngre dynastier, og det første navngivne spil, "tsuh-küh", daterer sig til tiden for Hang-dynastiet umiddelbart før vores tidsregning i år 83 i Kina.
Optegnelser fra dengang tyder på, at der fandtes tre variationer af spillet;
- svære tekniske øvelser udført af én person,
- to hold spiller mod ét mål mellem de to banehalvdele og
- en bane med seks mål i hver ende.
Sidstnævnte version kommer tættest på vores form for fodbold, og blev spillet af en læderbold udstoppet med hår.

Senere illustrationer fra Ming-dynastiet i 1400-tallet forestiller kinesiske krigere, der spiller fodbold.
I Kyoto i Japan fandtes på samme tidspunkt en opvisningssport i tekniske øvelser med en rund bold, der uden nogen form for konkurrencemoment mindede meget om den første af de tre kinesiske versioner af sporten. Sporten fremvises stadig i forbindelse med historiske ceremonier, og udføres af mænd i traditionelle, farverige dragter.

I Amerika kunne man også finde forskellige variationer af sporten. Hos eskimoerne i det nordlige Canada spillede eskimoerne "aqsaqtuk", som i mangel af bedre ofte blev dyrket på is, og i Sydamerika dyrkede indianerne i Chile variationen "bilinatum". I Centralamerika finder man i Copa i Honduras ruiner af et stadion fra år 800, hvor mayaerne dyrkede en særdeles voldelig sportsgren, der både tjente som en del af folkets religiøse overbevisninger dels som en form for krigsrituel, idet de blodtørstige ritualer omfattede halshugning af taberne, hvis afhuggede hoveder derefter blev brugt som bolde. Det var også på dette tidspunkt, at bolden i visse samfund begyndte at blive fyldt med luft. Dog ikke i Det centrale Amerika. Efter mayaerne overtog aztekerne elementerne i sporten men uden de voldelige tendenser. De videreudviklede spillet med gummibolde, hvor målene var dæk-lignende ringe, spillerne skulle sende bolden igennem med hovedstød. Den lokale befolkning har siden videreført traditionen, der stadig kan opleves i den nordvestlige del af Mexico, hvor spillet udføres med hoften.

Men selv om hverken den orientalske eller amerikanske version af fodbold direkte kan sammenlignes med den nuværende form for fodbold, er inspirationen til udviklingen dog tydelig. I 1528 - syv år efter han havde besejret og lagt det aztekiske rige i ruiner - bragte den spanske conquistador, Hernán Cortéz, således et hold af azteciske spillere med hjem til Spanien, hvor de optrådte for den spanske kong Charles' hof.

I Europa

Europæerne havde dog også sin form for fodbold flere hundrede år inden vor tidsregning. En vægudsmykning fra Piræus-området fra 400 år før Kristi fødsel viser en kriger, der spiller "episkios", der ligesom én af de tre orientalske former for fodbold mere, var opvisning end kamp. Mens grækernes version af spillet var både graciøs og legende, og grækerne forbandt boldens bevægelser i luften med gudernes humør, kunne man godt 600 år senere opleve en mere hård og hensynsløs version af fodbold i Romerriget i form af sporten "paspatum", der var en videreudvikling af det græske episkios. Og som følge af Romerrigets størrelse kom denne version af sporten rundt i andre dele af verden. I Jugoslavien blev der eksempelvis rejst en mindesten over en romersk soldat, der holder en bold i hånden. Nogle antagelser siger, at det var Cæsars legionærer, der også bragte spillet til England. Andre teorier går i retning af, at det var vikingerne, der på værst tænkelige måde introducerede sporten på de britiske øer; vores forfædre sparkede bold - som led i den totale fornedrelse af den lokale befolkning - med besejrede kongers hoveder. Hvis denne fortælling er korrekt, fik englænderne imidlertid en ligeså grusom revanche ved omkring år 1000 at etablere en årlig kamp i byen Chester, der havde til formål at markere årsdagen for en sejr over netop vikingerne. Kampen blev kaldt the Danes Head - danskerens hoved - fordi historien fortalte, at englænderne havde ladet sig inspirere af danskerne, og spillede bold med de afhuggede vikingers hoveder efter den pågældende krigssejr.

I Europa skal vi ellers helt frem til Middelalderen, før man finder de første optegnelser af sporten. Nærmere bestemt i området omkring Firenze, hvor spillet, Calcio Storico, havde tæt tilknytning til den italienske rennaisance.Historiske personer som Allesandro de Divico, Nicola Macchiavelli i 1498 og Clement VII dyrkede den voldsomme kampsport.Spillet i Firenze-området bestod af 27 spillere på hvert hold, hvoraf de 15 var forwards. Spillet var en kombination af rugby og fodbold, hvor det var tilladt både at løbe med og sparke til bolden, og hvor overdrevne fysiske aggressioner - blandt andet umotiverede knytnæveslag i ansigtet på modstanderne - var tilladt. De spiller stadig Calcio Storico som opvisningskampe i forbindelse med jubilæer og byfest-lignende fejring af byens historie. Dermed var det ens for spillet i såvel Europa som Kina, at spillerne kunne score med såvel foden som med slag på bolden med hånden.

Det er ligeledes historisk bevist, at der blev spillet fodbold i England tilbage i 1300-tallet, hvor der ligesom i Italien mest af alt var tale om en form for organiserede slagsmål end fodboldkampe. Spillet blev på samme tid udført i en lidt mere civiliseret version i Frankrig i form af dyster mellem landsbyerne i de vestligste dele af landet. På den britiske side af Kanalen var spillet faktisk så voldeligt og socialt uroskabende, at den daværende engelske konge, Edward III, i 1349 forbød kampene, der slet og ret blev kaldt "pøbel-kampe". Flere andre både engelske og skotske konger fulgte senere trop med tilsvarende forbud mod spillet på offentlige pladser. Befolkningens trang til at konkurrere kunne naturligvis ikke undertrykkes, og englænderne fortsatte med at dyste i kampe uden et fast antal spillere og fortsat med regler, der tillod at bruge hænderne i en form for rugby. Der var hverken regler for spillernes antal eller banernes størrelse. I Ashbourne i Derbyshire i Midtengland har traditionen overlevet, og her mødes the Uppers og the Downers - landsbyens indbyggere er delt op i to hold afhængig af deres bopæls placering enten oppe udenfor byen eller nede i byen - stadig i en kamp om en bold, der foregår på gader, marker og i vandløb i løbet af en hel dag med to mål, der er placeret fem kilometer fra hinanden.

Indianerne havde bolden ved fødderne. Tilsvarende spil blev også dyrket i andre lande rundt om i verden. I Nordamerika kunne de første indvandrere omkring 1610 således se indianerne spille "pasuckquakkohowog" - "de samles for at spille bold med foden" - i kystområdet i staten Massachusetts, der i dag kendes som Cape Cod. Bolden, de spillede med, var syet sammen af udstoppet skin fra rådyr, og indianernes boldspil udmærkede sig ved, at spillet foregik med fødderne. I takt med imperialisternes stadig mere brutale fremfærd overfor lokalbefolkningen uddøde også indianernes rekreative udfoldelser og dermed også i et par århundreder forløberen for den sport, vi kalder fodbold, og de nu kalder "soccer" i USA og Canada.

Med det tidlige forbud mod spillet i England rykkede kampene imidlertid ud i de mere tyndt befolkede dele af landet - ofte på marker af forskellig størrelse mellem to landsbyer - og omkring 1800 var sporten stort set begrænset til de to engelske byer, Derby og Chester. Den industrielle revolution i England medførte imidlertid nogle sociale ændringer, der fik stor betydning for udviklingen af fodboldspillet. Eleverne på nogle af de traditionsrige engelske kostskoler - Eton, Harrow, Winchester, Rugby og Charterhouse - havde udvist stor interesse for det på offentlige steder "forbudte spil", og blandt andet headmasteren, doktor Arnold, på Rugby School benyttede det voldsomme boldspil som et pædagogisk virkemiddel i udviklingen af individet. På Harrow kan man stadig overvære en årlig kamp efter de såkaldte "Cockhouse"-regler, der blev spillet efter i 1830. Reglerne fra Harrow er de første nedfældede regler, der minder om dagens fodboldspil med 11 spillere på hvert hold. Da middelklassens børn begyndte på de traditionelle kostskoler, som hidtil havde været forbeholdt aristokratiets afkom, opstod der et generelt behov for strengere disciplin på skolerne - herunder faste regelsæt for de forskellige sportsgrene. Afhængig af banernes eller boldpladsernes beskaffenhed udviklede der sig to versioner af spillet; en rugby-lignende version eller den "association"-fodbold, som siden udviklede sig til vores form for fodbold. Problemet var imidlertid dengang, at reglerne varierede fra skole til skole, og når eleverne fra de forskellige kostskoler derefter fortsatte deres studier på de væsentlig færre universiteter, var der ikke enighed om, hvilke regler der skulle spilles efter. Det første initiativ til et enslydende regelsæt blev taget på Trinity College i Cambridge i 1848, hvor repræsentanter fra de største skoler med fodbold på programmet mødtes.

Med kolonimagterne ud i verden

Englænderne - emigranter, søfolk og forretningsmænd - tog herefter spillet i sin nyeste form med sig til koloniområderne rundt om i verden. For eksempel fik den europæiske version af spillet samme tilknytningsforhold til universitetsmiljøet i New England-området på den amerikanske østkyst som hjemme i England, og dermed fik spillet i sin lidt mere raffinerede form en renæssance i Nordamerika, idet franske indvandrere på tilsvarende måde bragte sporten med sig til Montreal, der faktisk lige siden har været et canadisk mekka for sporten. Efter to sportskampe - én efter fodboldreglerne fra England og én efter de engelske rugby-regler - mellem McGill-universitetet fra Montreal og det navnkundige amerikanske Harvard-universitet, introducerede de studerende fra Harvard rugby-versionen af spillet for deres kolleger på de to øvrige Ivy League-universiteter, Princeton og Yale. Dermed var grundlaget skabt for udviklingen af den sportsgren, amerikanerne kalder football, og som vi kalder amerikansk fodbold, som jo bekendt spilles mest med hænderne - og musklerne!

Uden for universitetsmiljøet i England fortsatte de varierende regler for spillet i de forskellige fodboldklubber, der begyndte at blive dannet på samme tidspunkt. Den første fodboldklub blev grundlagt i Sheffield i 1855, The Sheffield Club også kaldet Sheffield FC, hvorefter London fik sin første klub to år senere. Men hvert distrikt havde sine egne, lokale regler.

Grundlagt på pub i London

I 1863 mødtes repræsentanter for de førende engelske klubber i London, hvor man efter fem møder nåede frem til to væsentlige beslutninger; stiftelsen af det engelske fodboldforbund, The Football Association, den 26. november, og et fælles sæt fodboldregler. Diskussionerne om reglerne på The Freemasons Tavern i London gik på, hvorvidt man skulle vælge drible/sparke-formen for fodbold eller de mere rugby-lignende regler.
Med et stort flertal blev Harrow/Cambridge-reglerne, der kun tillod markspillerne at drible og sparke med fødderne og hovedet - og ikke bruge hænderne - vedtaget, og blev gældende for hele landet. Undtagen i Sheffield, hvis repræsentant forlod mødet i vrede, og som indtil 1876 fortsatte med sine egne rugby-lignende regler. Og når Sheffield FC spillede mod andre hold, blev der i disse år spillet efter hjemmeholdets regler.
Blandt andre banebrydende regler var, at "hacking" - sparke modstanderne over skinnebenet - blev forbudt.
Originaloptegnelserne fra mødet på den londonske pub er bevaret. De findes i dag hos det engelske fodboldforbund, The English Football Association - i Soho, hvor papirerne i logbogen fra det femte møde er dateret den 21. december 1863.

Dagen hvor fodboldspillet - association football - officielt blev grundlagt!

Og dermed kan englænderne med en vis ret kalde sig fodboldens moderland. Og internationalt blev de også en slags missionærer i fodbold.

Udbredelsen i England

Den industrielle revolution fik også betydning for den videre udbredelse af sporten i specielt det nordengelske område, hvor såvel virksomhedsledere som arbejdere havde fodbolden som fælles interesseområde.
Virksomhedslederne var typisk uddannet fra universiteterne, hvor sporten blev dyrket aktivt, og arbejderklassen havde et behov for de fællesregler, der havde gjort den nydefinerede sport til en social acceptabel sportsgren efter forbudet mod de første primitive og voldelige versioner af spillet nogle hundrede år tidligere.

Det skabte baggrund for såvel fodboldhold i virksomhedsregi som stiftelsen af deciderede fodboldklubber.
Darwin Football Club var eksempelvis resultatet af den nye samfundsstruktur, den industrielle revolution førte med sig i form af en hidtil uset tilknytning mellem industriledelse og arbejdere i provinsen.

Ejeren af The Orchid Cotton Mill, Nathaniel Wash, brugte dele af sin formue til at sende sin søn, John, til Harrow School, hvorfra han kom tilbage med de nye fodboldregler. Sammen med sine venner på den lokale pub og hans fars arbejdere fra bomuldsfabrikken stiftede John Wash the Darwin Football Club. Efter forbudet mod pøbel-kampene havde fodbold i en årrække været isoleret til skolemiljøet. Med den industrielle revolution spredte spillet sig fra universitetsmiljøet til andre sociale lag, og dermed kom sporten tilbage til folket. Og arbejderklassen. I 1864 blev reglerne suppleret af en bestemmelse om, at spillet skulle udføres af spillere iført knækorte bukser og kasket. I 1865 kom der en overligger af snor mellem målstængerne, der var af træ.

I 1871 blev verdens første fodboldturnering, The FA Cup, indstiftet.  Og det var også i perioden 1869 til 1891, at antallet af spillere blev fastsat til 11, én spiller blev målmand, der blev indført målspark, hjørnespark, indkast og straffespark, og målene blev suppleret af net.

Det skotske hold Queens Park fra Glasgow deltog i den nye engelske turnering, og det blev startskuddet til den første landskamp mellem England og Skotland i 1872.

Den blev spillet på West of Scotland Cricket Ground lørdag den 30. november klokken 14.00. 4.000 tilskuere overværede kampen, der sluttede 0-0. Til trods for, at den engelske opstilling var med én målmand, én back, én halfback og ikke mindre end otte forwards.

I de første 11 landskampe mellem de to lande trak skotterne sig i øvrigt ud som vindere af de syv af dem, hvilket fik englænderne til at ændre taktik.  Året efter blev det skotske fodboldforbund dannet, det walisiske forbund blev grundlagt i 1876, og det irske fodboldforbund kom til i 1880, og blot tre år efter indstiftede de fire forbund the International Championship, der senere blev til the Home Championship, inden det engelske fodboldforbund valgte det fra igen 100 år senere.

Professionel fodbold

De første deciderede arbejderklubber blev dannet i 1880'erne, og kun tre kilometer fra Darwin blev Blackburn Olympic - senere Blackburn Rovers - én anden af dem. Inden Darwin indledte en sportsligt nedtur som følge af naboklubbens succes, nåede den dog at indskrive sig i fodboldhistorien, da den blev den første fodboldklub til at ansætte en professionel spiller i skikkelse af skotten Fergus Suiter. Darwin og Balckburn var også involveret i verdens første spillertransfer, da samme Fergus Suiter senere blev solgt fra Darwin til rivalerne Blackburn.

Darwin Football Club eksisterer fortsat, men lever en anonym tilværelse i de laveste engelske serier. Blackburn blev derimod dominerende i engelsk fodbold, og vandt i perioden 1884 til 1891 mesterskabet fem gange, hvoraf de tre første mesterskaber blev vundet i træk med Fergus Suiter på holdet. Og klubben genvandt siden det engelske mesterskab så sent som i 1990'erne. 1885 blev skælsættende, da det officielt blev tilladt at betale spillerne for at spille fodbold, og i 1888 indstiftede det engelske fodboldforbund den landsdækkende engelske 1. Division i fodbold - nu Premier League - med deltagelse af 12 hold. På kontinentet blev professionalisme legaliseret i tyverne og trediverne i det forrige århundrede; eksempelvis i Tjekkoslovakiet i 1925, i Ungarn og Østrig i 1926, i Spanien i 1929 og i Frankrig i 1932.

Med en organiseret turnering i England var tilskuertallene også begyndt at stige, og allerede i 1893 overværede ikke mindre end 45.000 tilskuere pokalfinalen. Fodbolden havde etableret sig.

Kolonisering fik betydning
Den engelske kolonisering af og immigration til fjernere dele af verden fik betydning for fodboldspillets udbredelse i sin nyeste form i resten af verden. Immigranter, forretningsmænd, jernbaneansatte og søfolk introducerede spillet, hvor de kom frem. Engelske søfolk spillede mod hinanden i Argentina, hvor en britisk skoleleder, skotten Alexander Watson- Hutton, introducerede spillet i 1860, og syv år senere blev den første fodboldkamp spillet i Parlermo-parken i Buenos Aires. Watson-Hutton stod også bag udviklingen af klubfodbolden på højeste plan, og i 1906 noterede argentinsk klubfodbold med en sejr over et gæstende sydafrikansk hold sin første succes over et oversøisk mandskab. Briternes indflydelse på spillet i Uruguay blev den samme som i nabolandet, da William Lesley Pool, underviser på fakultetet i Montevideo, introducerede spillet til sine elever, der tog initiativ til at grundlægge landets fodboldforbund. I 1878 blev den første kamp spillet i la Blanqueta, og samme bane lagde 11 år senere græs til den første kamp mellem to hold fra hovedstæderne i de to lande. I 1891 grundlagde britiske jernbanearbejdere en cricketklub, som senere fik navnet, Peñarol, og som i dag betragtes som den første klub i Uruguay.

I 1876 var turen kommet til det europæiske kontinent, hvor Kjøbenhavns Boldklub blev kontinentets første fodboldklub. Ligesom i England var det dog med mærkværdige regler, hvis man overhovedet kunne tale om regler, og det var ikke før i 1879, KB var klar til at præsentere spillet for offentligheden under nogenlunde organiserede former.  I Sverige kom Gøteborg-området til at spille en central rolle i udbredelsen af spillet på den anden side af Sundet, idet engelske og skotske værkstedsarbejdede tog spillet med sig. I Schweiz begyndte de at spille organiseret fodbold i 1882 og i Tyskland i 1885. De fire britiske forbund stødte imidlertid på et gammelt problem i disse år; de arbejdede med forskellige regelsæt. Det fik dem til at grundlægge the International Board i 1885. Bestyrelsen fik til opgave at definere fælles regelsæt internationalt, og igen blev Cambridge-reglerne grundlæggende. The International Board - eller bare the Board - er faktisk stadig øverst besluttende myndighed i udviklingen og definitionen af fodboldreglerne internationalt. Udvalget er i sagens natur dog nu om dage underlagt det internationale fodboldforbund, FIFA.

Det 20. århundrede

Fra omkring århundredeskiftet blev den britiske indflydelse på den organisatoriske udvikling af spillet på verdensplan gradvist mindre. 21. maj 1904 mødtes repræsentanter fra Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Sverige, Schweiz og Spanien i nogle ydmyg lokaler i en parisisk baggård, hvor de enedes om dannelsen af Fédération Internationale de Football Association, det internationale fodboldforbund, FIFA.

To år efter deltog blandt andet DBU med et landshold ved de ekstraordinære Olympiske Lege i Athen, hvor landsholdet vandt olympisk guld! Ved de ordinære Olympiske Lege i London i 1908 var FIFA formelt set ansvarlig for fodboldturneringen, og DBU registrerede for første gang landskampene som officielle. Desværre tabte landsholdet finalen med 2-0 til England. I 1912 indtog fodbolden en væsentlig mere synlig rolle på det olympiske program, og sporten var inde i en eksplosiv udvikling på verdensplan. Første Verdenskrig betød imidlertid et tragisk afbræk i kontinuiteten for spillets udvikling i Europa. Sydamerika var ikke ramt af krigen på samme måde, og det betød, at spillets eksplosive udvikling fortsatte uhindret i denne verdensdel, der tilmed videreudviklede spillet fra dets fysisk hårde britiske stil til en mere sofistikeret og teknisk betonet stil. I 1916 blev det første sydamerikanske fodboldmesterskab arrangeret mellem Argentina, Brasilien, Chile og Uruguay, der vandt trofæet. Allerede året efter blev turneringen gentaget i Montevideo, og til trods for, at nabolandene Argentina og Brasilien var langt større, gentog Uruguay bedriften på hjemmebane.

Europa var ved at komme sig over Den første Verdenskrig, og indbyggerne i de europæiske lande samledes om sporten. Fodbold var let tilgængelig og en billig fritidsbeskæftigelse for arbejderklassen, der i mange lande havde opnået mere fritid end tidligere med introduktionen af otte-timers arbejdsdagen.Det nybyggede Wembley Stadium i London havde mere end 200.000 tilskuere på tribunerne til FA Cup-finalen mellem Bolton Wanderers og West Ham United i 1923, og samme år så mere end 100.000 tilskuere landskampen mellem Østrig og Italien.

Fra OL til VM

Efter fem sydamerikanske mesterskaber fik resten af verden øjnene op for Uruguays dygtighed på banen, da holdet i 1924 vandt guld ved OL i Paris efter 3-0 over Schweiz. I Montevideo blev landsholdet fra det relativt lille land hyldet som verdensmestre, og uanset den uofficielle titel blev Uruguay indiskutabelt verdens første fodboldstormagt. Og José Leandro Andrate - "Den Sorte Perle" - blev verdens første internationale superhelt.

Fire år efter gentog de succesen med en 2-1 sejr over Argentina i finalen, men turneringen i Amsterdam var hæmmet af afbud fra flere europæiske landshold på grund af uenighed om spilleberettigelse; den gennem tiderne endeløse diskussion om amatørstatus. FIFA var imidlertid begyndt at røre på sig som selvstændig organisation, og med franskmanden Jules Rimet som ny forbundspræsident i 1921 blev verdensforbundet i 1924 enige om at etablere et verdensmesterskab i fodbold. I 1929 udpegede FIFA fodboldsupermagten Uruguay til værtsnation for den første slutrunde om verdensmesterskabet allerede det følgende år. På blot otte måneder byggede sydamerikanerne det imponerende Estadio Centenario i Montevideo. Rejsetiden fra Europa til Sydamerika over Atlanten var for det franske landshold på over to uger om bord på en luksusliner med tre dæk. Holdet trænede to gange dagligt under sejladsen; om morgenen med gymnastik på skibets dæk og om eftermiddagen med tekniske øvelser i skibets gymnastiksal. Rejsetiden afholdt imidlertid mange andre europæiske lande i at deltage ved VM i Uruguay 1930, og i alt var der kun 13 deltagende lande.

Åbningskampen stod mellem Frankrig og Mexico med franskmanden Lucien "Den Lille Kadet" Laurent som verdensmesterskabernes første målscorer på oplæg fra Delfour og Liberati. Finalen blev en gyser mellem værtsnationen og deres ærkerivaler fra Argentina, med argentinerne foran to gange, inden Uruguay sikrede sig en 4-2 sejr blandt andet på mål af Castro - "den enarmede forward". Efter to uofficielle VM-titler kunne Uruguay kalde sig officiel verdensmester.

Fascistisk og nazistisk propaganda

Allerede historiens anden VM-slutrunde, i Italien i 1934, blev offer for international storpolitik, da diktatoren Benito Mussolini benyttede turneringen i Støvlelandet til at promovere sin fascistiske politik.

Strategien og nationalfølelsen blev hjulpet godt på vej af 2-1 sejren i finalen over Tjekkoslovakiet i Rom på mål i ekstra tid af Angelo Sciavio. De olympiske lege i Berlin i 1936 var et endnu værre politisk stunt nøje tilrettelagt af propagandaminister Goebbels, og det passede perfekt ind i planen, at det fascistiske Italiens landshold vandt guld i det nazistiske Tyskland.

Europakortet forandrede sig imidlertid i de år. England havde helt op i tyverne og begyndelsen af trediverne været vores verdensdels dominerende hold. Deres to eneste nederlag var til Danmark i 1908 og 1912, og havde aldrig tabt på hjemmebane. Men i 1932 var deres styrke blevet sat på en alvorlig prøve, da Østrigs daværende "Wunderteam" tabte med blot et enkelt mål, 4-3, i en landskamp på Stamford Bridge. I 1938 ophørte Østrig med at eksistere som en suveræn stat, da Adolf Hitler annekterede sit fødeland, og gjorde det til en del af Det Tredje Rige. "Die Anschluss" omfattede alle aspekter af livet, og dermed også fodboldlandsholdet. Da det tyske landshold spillede åbningskamp mod Schweiz i VM-slutrunden i Frankrig samme år, inkluderede de til gengæld fem tidligere østrigske landsholdsspillere i startopstillingen.

Sydamerika var kun repræsenteret af Brasilien, der kæmpede sig vejen til semifinalen med en 6-5 sejr over Polen efter ekstra tid, men holdet tabte til Italien i Marseille. Dermed var vejen banet for Italiens anden VM-triumf i træk i historiens tredje VM-finale, hvor Italien slog Ungarn.

Derefter kom fodbolden atter til at stå i skyggen af en global konflikt, Anden Verdenskrig. Freden blev fejret med genoptagelsen af de fire britiske fodboldforbund som individuelle medlemmer af FIFA i 1946, og allerede fire år efter var fodbolden tilbage på verdenskortet med VM-slutrunden i Brasilien i 1950, Schweiz i 1954, Sverige i 1958, Chile i 1962 og i England i 1966, hvor slutrunden for første gang blev tv-transmitteret til hele verden.
Fire år efter blev turneringen for første gang tv-produceret i farver, da Mexico var vært.

Tekst: Lars Berendt, januar 2002

Kilder: "Dansk Sportsleksikon" (Standard Forlaget 1945, 1. bind), "KB 125 år" (Allan Mylius Thomsen, Politikens Lokalaviser Grafisk, ISBN 87-988202-0-6), "Allsvenskan 1971" (Walt Disney Productions), "The History of Soccer, Volume 1" (VHS) (Trans World International & FIFA, 1990), diverse publikationer udgivet af Dansk Boldspil-Union).