1997

I Kina benævner man hvert år ved et dyrenavn. I Københavnsk fodbold var der ingen tvivl om, at 1997 roligt kunne kaldes ”Pigefodboldens år”. Aldrig så snart var formand Torben Mogensen kommet forbi sin omtale af den meget glædelige danske kvalifikation til WM i Frankrig, før ordet ”pigefodbold” kom over hans læber. Det var ikke rart at konstatere – læse såvel som høre – at pigernes andel af de fodboldspillende lå lavest af alle steder i Danmark i netop Hovedstaden. Og det i selvsamme år, hvor Hvidovre havde gjort rent bord på damejuniorsiden – vundet DM både ude og inde samt KBUs egen pokalfinale. Og Hvidovre IF var jo netop en KBU-klub. Direkte henvendt til Valby-området skrev formand Mogensen i sin beretning ”Hvorfor er der ikke pigefodbold i Valby ?” – det tog i hvert fald Fremad Valby på sig at gøre noget ved i årene fremover, senere fulgt af Frem.

Blev fodbolden mere voldelig ? Ja, - i hvert fald, hvis man lod statistikken tale. For nu førte en udvisning i gennemsnit til 1,95 spilledags karantæne – tæt på 10 % mere end året før. Årsagen, at ”slå, sparke, spytte eller forsøg derpå samt voldsomt skub” var stigende - kombineret med en stigning i antallet af verbal forulempning af dommeren. Antallet af udviste var ellers faldet og det samme var heldigvis antallet af meget grove disciplinærsager, der så i øvrigt var koncentreret hos især én klub, som man havde besluttet at sætte under skærpet opsyn med trussel om helt at ekskludere.

Antallet af hold, der tilmeldte sig turneringen lå ret konstant – men desværre var der set en stigning i antal hold, der trak sig ud eller blev trukket ud undervejs og derved ikke gennemførte. Især foruroligende, at færre damehold gennemførte end i de nærmest forudgående år. Talentarbejdet var blevet væsentlig styrket ved at man nu kunne tumle sig på den nye kunstgræsbane på Jens Jessensvej-anlægget og ikke var afhængig af banen ude i Brøndby. I udendørssæsonen holdt man fortsat til ude i Valby. At pigerne var i fokus blev understreget af, at man nu arrangerede talenttræningssamling for U12 piger med lidt over 30 tilmeldte. Ellers blev 1997 året, hvor 7M fodbold blev introduceret også hos Herresenior.

I indefodbold havde man taget skridtet og koblet ungdomsholdene på spillet med de store mål. Samtidig var reglerne hos de yngste – der fortsat spillede til håndboldmål – ændret, så der nu i alle rækker kunne spilles med målmand. Og hos de ældste ungdomsspillere var der nu – ligesom på seniorsiden – DM i indendørs. Her havde KBU markeret sig som den suverænt bedst placerede Lokalunion – naturstridigt, for det var til trods for, at halkapaciteten til indendørs fodbold i KBU var yderst markant ringere end andre steder i landet.

Også Børneudvalget satte pigerne i centrum. Startede med at konstatere, at der i kun 10 københavnske klubber blev udbudt pigefodbold for 8-10 årige miniputpiger og/eller 10-12 årige lilleputpiger. Man valgte i første omgang at koncentrere sin indsats om netop de 10 klubber – man så naturligvis gerne flere klubber om budet, men valgte i første omgang at søge at konsolidere indsatsen hos de bestående. Og så etablerede man rækker for netop de to omtalte aldersgrupper. Hos pigeungdomsspillerne var man endnu ikke nået til enighed med SBU, så også i 1997 var der ingen fællesrækker på damejuniorsiden.

Et andet felt, der var i fokus, var dommersituationen. Helt parallelt med situationen for pigefodbolden var vi inde i en tid, hvor københavnsk fodbold ellers markerede sig helt i top på elitesiden. Næsten 25 % af landets 66 højest rangerede dommere i DBUs rækker kom fra KFD, Københavns FodboldDommerklub. Det fik formanden for Dommerudvalget, Vagn Christensen – selv tidligere topdommer - til at proklamere ”Vi har toppen, men mangler adskillige i bredden”. Han var ikke sen til at konstatere, at de initiativer, man havde iværksat i 1996 og troet så meget på, ikke havde båret frugt.

Kilde : KBUs årsberetning 1997