1994

1994 bød på fremgang. Yderligere 1 KBU-klub var rykket op i divisionerne; der var medlemsfremgang; 2 % flere hold havde gennemført turneringen; økonomien blev forbedret ikke mindst takket været større andel i tipsmidlerne og øget salg af landskampbilletter. Fremtiden – den tegnede på visse fronter lys. Befolkningsudviklingen i København viste, at der kunne ses frem til flere spillere i årene, der kom – især hos de yngste, mens klubberne godt kunne belave sig på at skulle kæmpe hårdt og indædt for at bevare andelen af de voksne. Men faciliteterne fulgte ikke med – manglende vedligeholdelse og ingen nye anlæg. Det så man også i de foreløbigt annoncerede ”Kulturby 96”-arrangementer, hvor fodbold var nærmest usynlig.

Turneringen – den foregår jo udendørs og er derfor underlagt naturens luner. Det så man i 1994, hvor store mængder regn i både april og september voldte mange problemer. Aflysninger, udsættelser og fastsættelse af nye spilletider – det koster mandtimer på KBUs kontor – og det havde betydet en pæn stigning i antal aftenkampe, ligesom man havde måttet udvide sæsonen i efteråret med en hel uge. Alligevel var der blevet plads til at gennemføre et egentlig Københavnsmesterskab for Herresenior i november – hvor puljevinderne af både 1. holdpuljen og ikke-1. holdspuljerne inden for samme Serie mødtes. Og så blev 1994 året, hvor man gik over til at give 3 point for en vundet kamp – virkningen var nærmest psykologisk ; reelt blev stillingerne ikke anderledes med 3 point for sejr end ved 2 point viste det sig set i bakspejlet.

På børnesiden glædede man sig over, at leg, bevægelse og sjov var nøgleordene – og over at antallet af DBUs Fodboldskoler i KBU-området var øget til nu 11. På dommersiden talte man til gengæld om måske at indføre en pligt og en tvang til fra klubbernes side at stille med dommere, hvis man ville have sine hold med i turneringen. Det skurrede i ørene – men problemet med manglende sorte dommere var ikke til at komme udenom. Rollemodellerne var der ellers – de københavnske dommere førte sig frem både nationalt og internationalt, hvor Peter Mikkelsen skulle med til WM det år.

Talentmæssigt stillede man store forventninger til Struktureret TalentUdvikling (STU) for drengeungdom under 19 år, der var startet 1. januar 1994 i samarbejde med Team Danmark. Klubberne var dog lidt for tilbageholdne med at indstille emner syntes KBU. Vinteren var et problem, men her havde man sikret sig tid på kunstgræsbanen i Brøndby !

Medierne havde med nærmest kyshånd kastet sig over de heldigvis meget få voldelige episoder på fodboldbanerne. Det afspejlede ikke en reel stigning i antal sager med vold involveret – men man måtte erkende, at antallet af kampe, hvor stemningen er så ophidset, at dommeren afbryder kampen før tid eller hvor et af holdene udvandrer viste stigning. I et enkelt tilfælde havde KBU valgt helt at udelukke et hold fra videre deltagelse. Statistisk var der nu en udvisning i hver 7. kamp – mod hver 8. året før. Et særskilt problem var kampene for de ældre i Old Boys og derover – her stod påstand ofte over for påstand om, hvornår en kamp skulle spilles. Havde man en aftale eller ej – uagtet at klubberne fortsat ønskede selv at stå for at aftale tidspunktet, så måtte KBU i flere tilfælde træde til og diktere en løsning.

KBUs egen og første konsulent, Tom Jensen, sluttede med 1994 sit virke – overgik til en stilling hos Danmarks Idræts Forbund. Han kunne – sammen med Børneudvalget – glæde sig over i sit sidste år hos KBU at disponere over egen oppustelig fodboldbane, som klubberne kunne leje. Selv havde Tom og Thomas Christensen – formand for Uddannelsesudvalget – deltaget i Idrættens Lederakademi og samtidig kunne de se ”DBU Fodboldens Uddannelseshus” markedsført som den fremtidige uddannelse for ledere og trænere.

Kilde : KBUs årsberetning 1994