1987

Skuffende - Formandens korte og kontante afregning for 1987, når hans blik faldt på de københavnske divisionsklubber. KBU stillede stadig 12 hold i DBUs rækker – men kun 3 i bedste række, 1. division – det laveste antal efter indførsel af betalt fodbold. Hvis det da ikke var det laveste antal nogensinde – det havde Formanden øjensynligt ikke turde få be- eller afkræftet ved at gå tilbage i annalerne.

Det nye tiltag med fra 1987 at lave rækker sammen med LFBU og FBU – de såkaldte KLF-rækker – for ynglinge og junior var en succes. Ubetinget så stor, at de blev fortsat. Og så gjorde det jo bestemt ikke noget, at det var KBU-klubber der vandt både Y-KLF og J-KLF i debutåret.

På kontoret havde 2 af de 3 ansatte sagt deres stillinger op – det skulle vise sig at blive kun starten på en totaludskiftning inden for ca. 1 år. Man erkendte, at der var sket fejl på den konto, ligesom servicen havde fået et hak nedefter – det kunne vel ikke være anderledes. Der var ansat 2 nye – de kom begge fra fodboldens verden, hvor de havde erfaring som spillere, trænere og ledere. Det lovede jo bestemt godt.

Turneringen i KBUs egne rækker gik i det hele taget godt – færre udtrækninger, færre turneringssager, ikke behov for at ombryde rækker. Kunne man ønske sig mere ? Ja, det kunne man – for det bekymrede at antallet af ungdomshold stagnerede. Man kunne selvfølgelig bare gemme sig bag fakta som ”mindre årgange”, for få anlæg og ringe faciliteter på dem, der var – men man skulle nok først og fremmest vende blikket indad. Søge at styrke sin bredde. Der var stadig udvisninger og advarsler – givet i et for højt tal, men niveauet var, når det kom til stykket, hverken steget eller faldet. Man kunne dog ikke være helt bleg for at erkende, at visse dommere undlod at indberette videre for at slippe for den dermed forbundne administrative byrde – og derved medvirkede til at give et lidt for lyst billede. Og så havde man rettet blikket mod en enkelt klub – modspillerne og dommeren var reelt truet i deres kampe – så man havde måttet true med at udelukke både spillere, ledere og klubben i et år.

Kursussiden helt som de forudgående år – pæn interesse for trænerkurser, absolut ingen tilmeldinger til lederkurser. Målet var jo netop gennem uddannelse at sætte lederne i stand til at rationalisere deres ledelsesarbejde og derved let tjene den tid ind, som det tog at tage på kursus – så hvorfor kom de dog ikke til truget ?

Næste, der kunne se frem til at skulle ses efter i sømmene var dame- og pigefodbolden – såvel elite som bredde. Det var i hvert fald, hvad DBUs Bestyrelse havde bedt sit Dameudvalg om at tage op. En anden ting, der kunne forvente nye vinde var dommersituationen – meget lille rekruttering, mange udeblivelser og sidste-øjebliks afbud fra dommerne kombineret med at de i flere og flere kampe måtte både uddele advarsler og udvisninger. En af årsagerne kunne være, at man som ”gammel spiller” valgte at fortsætte med at spille som Veteran til langt op i alderen i stedet for at kaste sig over dommertjansen. Det kunne ikke udelukkes, at man også i KBU ville gå over til at kræve, at klubberne stillede med en dommer for hvert tilmeldte hold eller betalte en bøde i modsatte tilfælde.

Kilde : KBUs årsberetning 1987