1986
”Tja” – det kunne formanden egentlig have nøjedes med at udtale. Alligevel gennemgik han tro mod traditionen de københavnske divisionsklubber sportslige bedrifter. I nogle tilfælde med enten en lidt bebrejdende sidebemærkning om ikke at kunne stå distancen, i andre med et par opmuntrende ord. På ungdomssiden havde man sagt stop for fællesrækkerne med SBU for ynglinge og junior – næste sæson ville man slå pjalterne sammen med LFBU og FBU – selvom det så betød at både vi og de skulle køre gennem SBUs område som en slags ingenmandsland.
Det var så ”ak” og ikke ”tja”, når man kom til det disciplinære. Glæden sidste år over at se et fald i udvisninger og advarsler varede desværre meget kort – tallene steg igen. Der skulle med det samme trædes på bremsen !! Ikke bedre af, at dommerafgangen overgik dommertilgangen – man måtte vel erkende, at man havde den største dommermangel i mands minde.
Så var ordet ligesom givet videre til Turneringsudvalget i den trykte beretning. Her kunne man så nærmest sige ”jubii” – for året havde budt på et meget lille antal aflysninger og kun meget få udtrækninger af hold. De udtrækninger, der var, var dog yderst uheldigt fordelt – det var nemlig 1. hold, så man måtte nedlægge Serie 4 som 1-holds-række. Årsagen til at samarbejdet med SBU omkring ynglinge og junior var stoppet kom frem – SBU havde forlangt, at der kun måtte deltage 3 KBU-hold. Det var nemlig det antal, som afspejlede det kvantitative forhold mellem SBU og KBU. KBU mente – bakket op af sine klubber – at det måtte være kvaliteten af holdene, der skulle tælle og det betød flere end 3 KBU-hold. Enighed kunne ikke opnås – så slut med KBU/SBU-rækkerne – og altså goddag til KLF-rækkerne. Det skibbrudne SBU-KBU samarbejde på drengesiden gjorde så også, at man ikke var gået videre med tankerne om at etablere et turneringssamarbejde for dameungdom.
Hos de ældste spillere havde man gennemført den første Superveteran-række. I den modsatte ende af aldersspektret – hos miniputterne – syntes man at kunne konstatere endda meget stor grøde. 7M-spillende hold var tæt på at nå op på samme antal som de 11M-spillende her - begge lå lige i underkanten af de 100 hold. Der var afholdt pokalturnering for miniputter for føste gang. Det lovede godt for ungdomsfodbold ad åre. Glædeligt var det også at se, at flere og flere klubber tog dame/pige-fodbolden op. Der havde været debut til DBUs U/21-dame-turnering. Konklusionen fra den var – udover at KBU-holdet tabte – at man havde været uheldige, men havde vist teknisk kvalitet.
Og så et lille moralsk opstød fra Turneringsudvalgets formand. OK, at man protesterede over Udvalgets afgørelser – men sproget !! Måske skulle klubbernes ledelse være mere opmærksomme på hvordan enkelte ledere skriver til KBU.
På uddannelsessiden glædede man sig over, at KBUs egne ungdomskurser havde været velbesøgte – der var nu kurser for 6-10 årige, 10-14 årige og 14-18 årige især møntet på nystartede trænere. Meget gerne appetitvækker til at gå videre i DBUs kurser. Men lederkurser – de fandtes – kunne stadig kikke i vejviseren efter deltagere. Enkelte klubber havde afholdt DBUs ”Situationsbestemt Fodboldledelse” – og kunne melde meget positivt tilbage på det forløb.
Kilde : KBUs årsberetning 1986
Artikel i Københavnsk Fodbold : 2007 nr. 4