1918

Intet nyt i, at man havde 2 adskilte turneringsformer. Fodboldturneringen, der startede efter sommeren 1917 og sluttede foråret 1918, og så Pokalturneringen, der sluttede efter planen i efteråret 1917. Det var dog tæt på at gå galt i Pokalturneringen – for sneen væltede ned og udsatte finalen 14 dage. Der havde i Fodboldturneringen deltaget 13 klubber – med 44 senior- og 37 juniorhold. Det betød samlet 373 kampe – en lille stigning i både antal hold og antal kampe i forhold til forrige sæson. Den nytilkomne klub hed N&W – var kun deltager denne ene sæson, hvor de så oven i købet ikke gennemførte. Samme år blev Borup optaget som medlem – spillede med fra efteråret 1918

Mange kampe måtte man flytte i forhold til det oprindelige kampprogram. Men man skulle måske have flyttet endnu flere – for en del kampe var spillet med undertalligt mandskab fordi klubberne som regel havde modtaget afbud i sidste øjeblik fra spillere, som deres militærtjeneste gjorde det umuligt for at spille.

Man løb i stigende grad ind i et problem. Endnu før turneringens begyndelse og lige op til Velgørenhedskampen få dage før jul og igen fra de første dage i marts til slutningen af juni var næsten alle de bedste hold – A I-rækken – så optaget af pokal-, turnerings- og landskampe samt inden- og udenlandske privatkampe, at der højst var 2 turneringsdage fri. Alligevel vedtog man at udvide A-rækken fra 6 til 7 med virkning fra sæson 1918/19. Hvem der skulle have den afgjorde man ved to kvalifikationskampe mellem Velo – der ellers havde tabt sin plads i A-rækken til nr. 1 i B-rækken, ØB, efter 1-6 nederlag – og KFUM som nr. 2 i B-rækken. Det endte med Velo-triumf på bann, men de blev bagefter taberdømt, så det blev KFUM, der fik pladsen. Publikums store fremmøde var selvfølgelig glædeligt – men sammenholdt med de mange kampe betød det, at man simpelt hen måtte lægge stadig flere kampe ind i Idrætsparken for ikke at de private baner helt skulle bukke under.

Og så var der lige dommermanglen – et tema, der skulle fylde yderst meget i de kommende årsberetninger hele fodboldens liv igennem. Der var dage, hvor der skulle bruges hele 30 dommere – men antallet af dommere steg desværre ikke. Dommerne var ofte selv aktive spillere – og de kunne jo dårligt dømme og spille samtidigt. Man havde derfor grebet til at oprette et dommerkursus for ad den vej at søge at uddanne brugbare fodbolddommere.

DBU oprettede ”Sylow-turneringen” mellem Lokalunionernes udvalgte hold – også her blev KBUs hold automatisk den ene finaledeltager, som de andre Lokalunionerne gennem en forudgående Cup-turnering skulle finde finalemodstanderen til. KBU var egentlig betænkelig, men deltog – og turneringen løb til 1926.

Forstadsklubberne - en fraktion af på det tidspunkt 28 småklubber - henvender sig èn blok som Forstadsklubbernes Boldspil-Union (FKBU) til DBU for enten at kunne blive deres egen Lokalunion under DBU eller komme ind i KBU. De stiller dog samtidig en række krav – ret skrappe synes KBU – så det bliver en længere forhandlingsproces. Først efter at DBU er gået ind som mægler lykkes det i 1918 at nå til en løsning – klubberne (dog minus de nordligste fra Nordre Birk) optages som en særlig afdeling i KBU med egen administration, egen turnering, og FKBUs formand fik adgang til KBUs bestyrelsesmøder ved behandling af emner af relevans for FKBU. Først senere optages de som ”rigtige” og almindelige KBU-medlemsklubber.

Kilde : DBUs årsberetning 1918, KBUs Jubilæumsskrift 25 år og Johs. Gandil ”Dansk Fodbold”, s. 323-25.