Han er dog langt fra den eneste, der er troppet op ved opvisningsbanen i Valby Idrætspark med en god fornemmelse i brystlommen, på denne solbeskinnede onsdag aften. Opbuddet af FC Culpa-tilhængere vokser støt frem mod kampstart, og fylder snart den brede, tre trin høje trætribune med en lys summen. It’s Coming Home gadedrengehopper ud af en højtaler et sted, og der uddeles både krammere og noget så ambitiøst som sanghæfter på rækkerne.

”De’ pis’ bange, gutter! Det kan jeg se!” råber en spiller, med et skælmsk smil og ballade i hele ansigtet, fra hjemmeholdets udskiftningsbænk, i sekunderne før opgøret bliver sat i gang. Startsignalet har dårligt nået at forlade dommerens fløjte, før en energisk gut, udstyret med en batteridrevet guldmikrofon – med et slap delay der henleder tankerne på en ung Elvis Presley – kyndigt igangsætter og orkestrerer den første, beskedne sang fra hæftet;

FC Culpa er verdens bedste hold!


FC Culpa, som er en klub tilknyttet Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, og til hverdag slår sine folder i serie 3, har spillet sig til et pokaleventyr mod FC Roskilde – en klub der i skrivende stund ligger placeret midt i tabellen i 2. division - og det er tydeligt at man fra det stærkt undertippede hjemmeholds side, har besluttet sig for at vride en fest ud af oplevelsen.

Græstæppet, som ellers stadig har sin sommerfrisure i behold, ligner nu et skakbræt, med hjemmeholdet klædt helt i hvidt, og Roskilde-mandskabet iklædt sort tøj og alvorlige miner.


 

 

Ovre fra Roskildes udsendte fandelegation bliver der slået et par prøvende dask på den medbragte tromme, men trommeslageren bliver grebet af øjeblikket, og lyder i nogle sekunder som om han prøver at genskabe Phil Collins’ legendariske trommefill fra In The Air Tonight, uden dog at nå helt i mål.

I kampens indledende fase, lykkes gæsterne fra domkirkebyen med så tungt et pres, at det nærmest afstedkommer en optisk illusion, der får det til at se ud som om, banen hælder stærkt nedad mod hjemmeholdets mål. Det ligner en romersk belejring fra en Asterix-tegneserie.



I lydkulissen er bolden dog tilbage på FC Culpas fødder;
Vi rykker op i år, vi rykker op i år, vi rykker op i åå-åååår…
- og også næste år!
Og næste år igen, og næste år igen…


Måske når den gode stemning fra sidelinjen spillernes ører inde på banen. I hvert fald formår hjemmeholdet at ånde trods jerngrebet, og efterhånden begynder de selv at affyre en lille serie offensive advarselsskud.

En afslutning fra kanten af feltet fløjter tæt over sammenføjningen på gæsternes mål. En hvid trøje lykkes med at vende på en tiendedel af en tiøre, i nærheden af straffesparkspletten, og det er med nød og næppe at FC Roskilde-keeper Rasmus Wedege får sin venstre lap på bolden som lusker til hjørne.

Nogle sekvenser senere, bliver en Culpa-spiller hægtet lige uden for feltet, af selvsamme Wedege, som fluks bliver præsenteret for dommerens baglygte og tilhørende marchordre, mens Pet Shop Boys hvisler Always On My Mind fra højtalersystemet, inde på Valby Stadion, inde på den anden side af hækken bag tribunen.


Langs sidelinjen lever og ånder folk med. Der heppes ironisk – grænsende til sarkastisk – på FC Roskildes nr. 17, som dog vælger ikke at gå i dialog. Et øjeblikkeligt kollektivt hårtab finder sted på tribunen, da endnu en stor chance til hjemmeholdet opstår, men en vrist får sneget foran en inderside i køen, og sender bolden over mål.

Da pausen kiler sig ind i begivenhederne, fornemmes en forståeligt stolt og forventningsfuld sitren hos serie 3-klubbens støtter, men som solen går bagom dansen, og anden halvleg lægger fra land, skruer roskildedenserne bissen på.

Culpa-spillerne parerer efter bedste evne, Elvis med guldmikrofonen og de øvrige Culpa-tilhængerne opmuntrer efter bedste evne – Så’n nogen som Hjorth har jo brug for en kasse, synges der – men gæsterne har kampen i en stramtandet skruetvinge, og i det 70. minut finder de den første sprække i den hvide rustning, da Monday Etim smider en resolut dartpil i det lange hjørne. 0-1.

Under et minut senere går en sortklædt spiller i græsset, i hjemmeholdets felt, dommeren peger på straffesparkspletten, og den sagesløse Culpa-keeper bliver sendt til den side, bolden ikke indfinder sig i. 0-2.

Og som om, køresygen ikke er slem nok for hjemmeholdet, bliver et nyt straffespark dømt og omsat i det 84. minut, hvor gæsternes Ronny Larsen, stort set uden tilløb, prikker læderet i nettaget. 0-3.

Da slutfløjtet skræpper over banen, hænger både ærgrelse og stolthed så tykt i luften, at man kan skære skiver af den. Spillere punkterer og triller om i græsset, efter en brav boksekamp i ulige vægtklasser.

Kort forinden har man, inde bag hækken, fra Valby Stadion, kunne høre nogen spille en optimistisk reggae-version af A Whiter Shade of Pale. En utilsigtet, men velplaceret cadeau til dagens hvidklædte hjemmehold, som på fineste vis var med til at puste det særlige liv i pokalfodbolden, den er gjort af.