STORBYENS UDVIKLING OMVÆLTER KLUBLIVET
Den voldsomme befolkningstilvækst og fodboldens popularitet blandt børn og unge har forvandlet fodbolden i København. De store klubber opruster med ansættelser for at håndtere medlemspres og nye målgrupper. Men hvad betyder professionaliseringen for klublivet i storbyen?
De københavnske fodboldklubber er ikke længere forbeholdt mænd, som drikker øl i omklædningsrummet og fortæller røverhistorier i 3. halvleg.
Klubbernes medlemstal viser, at byens børn og deres forældre i stigende grad har overtaget baner og omklædningsrum og fylder mere i klubbernes hverdag end tidligere.
Børn og unges andel i klubberne kan aflæses direkte i tal for fodboldens udvikling i København. På 20 år er antallet af fodboldspillere i klubber under DBU København vokset fra 20.638 til 45.627 medlemmer. Antallet af spillere under 18 år står for mere end 60 procent af væksten i perioden, og samlet set er andelen af spillere under 18 år nu større end andelen af spillere over 18 år.
Befolkningstilvæksten i København har været en forudsætning for medlemsudviklingen, som har skabt et voldsomt pres på de store klubbers organisering og faciliteter. 58 procent af medlemmerne i DBU København spiller således i en af de 20 største klubber, der tilsammen har over 26.000 medlemmer.
»Foreningsidrættens rolle i velfærdssamfundet er under forandring. Vi skal ikke bare udbyde fodboldaktiviteter, men løse en lang række opgaver for civilsamfundet, som stiller nogle helt andre krav til foreningens ledelse og administration,« fortæller DBU Københavns formand Flemming Jensen.
Større pres fra medlemmer og forældre
I mange af de klubber har professionaliseringen været en nødvendighed, og de har styrket deres organisation gennem sportslige og administrative ansættelser. Det har blandt andet kunnet lade sig gøre på grund af medlemsvæksten, som har skabt et øget indtægtsgrundlag.
Udviklingen er sket parallelt med, at fodboldklubberne også er blevet attraktive samarbejdspartnere for kommuner og samfundsaktører, der har fået øjnene op for fodboldens potentiale, når det gælder sociale og sundhedsfremmende aktiviteter for udsatte unge, patientgrupper og marginaliserede voksne.
Men der sker noget med en klub, når der kommer så mange til og organisationen professionaliseres.
Der er noget, som knækker, når en klub bliver for stor. Så kan den ikke kun drives af frivillige ildsjæle med et stort hjerte, der pumper af godt blod. Der kommer et pres fra medlemmer og forældre. Den forventning, vi har til ting ude i samfundet, trækker vi også med ind i frivillighedssektoren Kasper Lund Kirkegaard, teamleder og idrætspolitisk konsulent i DGI Storkøbenhavn
Professionalisering har mange ansigter
København er kendetegnet ved, at der er mange byer i byen med økonomiske, uddannelsesmæssige og sociale forskelle, hvilket også afspejler sig i klublivet.
»Foreningslivet er en afspejlning af det samfund, foreningen lever i. Hvis der er kulturforandringer i samfundet, og foreningen har lyst til at være en del af det, må den også omstille sig. De foreninger, som er i stand til at ændre sig i takt med lokalsamfundet, overlever,« siger Kasper Lund Kirkegaard.
Han oplever også, at klubberne er blevet mere bevidste om det marked, de er en del af.
Breddeidrætten og non-profit kulturen har lært af profitkulturen. Der er en udveksling af ideer, og en bevidsthed om, at der er en langt større konkurrence fra andre sportsgrene. De strategiske til- og fravalg fylder mere i klubbernes bestyrelser end for tyve år siden Kasper Lund Kirkegaard, teamleder og idrætspolitisk konsulent i DGI Storkøbenhavn
Hvordan oplever klubberne udviklingen?
I denne artikelserie stilles der skarpt på baggrunden for professionaliseringen i tre københavnske fodboldklubber, som har eller står overfor at professionalisere deres klub. Hvorfor er det nødvendigt? Hvordan arbejder man med klubledelse i et farvand med både ansatte og frivillige? Og er professionaliseringen også et udtryk for, at klubberne er strategiske i forhold til at være en del af et aktivitets- og fritidsmarked med hård konkurrence?
Hvorfor er det nødvendigt? Hvordan arbejder man med klubledelse i et farvand med både lønnede medarbejdere og frivillige? Og er professionaliseringen også et udtryk for, at klubberne er strategiske i forhold til at være en del af et aktivitets- og fritidsmarked med hård konkurrence?
Den første artikel handler om Boldklubben Hekla, som skal til at ansætte medarbejdere, fordi klubbens frivillige ikke længere kan følge med den voldsomme medlemsvækst. Her møder vi klubbens formand Jan Sørensen, som har været frivillig i klubbens på Islands Brygge siden 1990’erne.
I den anden artikel kommer du til Sundby Boldklub, hvor vi møder iværksætterformanden, Bo Hammer, der driver foreningen som en succesfuld fodboldforretning med 11 ansatte og en millionomsætning.
Og så kommer du i den tredje og sidste artikel ind i hjertet af København, hvor du skal besøge Boldklubben Vestia og formand Bo Kousgaard. Her tjener fodbolden et større formål og skal være med til at skabe en lidt bedre verden for de lokale på Vesterbro.
Alle artikler er udgivet af www.idraetsmonitor.dk og kan læses nedenfor.
