Det lød pragtfuldt på sin egen måde - som grus, og tid der er gået – da startopstillingerne knitrede over parken. Dagens grønklædte udehold traskede i utålmodige cirkler på banen, og ventede på at hjemmeholdet skulle krydse kridtstregerne.

Denne lørdag havde besluttet at præsentere sig selv i omtrent 50 nuancer af grå, men af samme grund var kontrasten smukt støjende, når blikket faldt på de efterårsflammende træer, der stod, skulder ved skulder, i modsatte ende af anlægget.

Banen slængede sig, blød og bemærkelsesværdig grøn, under støvleknopperne. Den havde stadig sommerfrisuren i behold. Og hvor rammen omkring denne bane, kort forinden, havde virket forladt, syntes folk nu at opstå ud af den grå luft.

Fra det ene øjeblik til det andet, fandtes en fin tilskuerskare langs sidelinjen.
Også de gulblusede hjemmedrenge fra Dragør BK havde indfundet sig, og dagens dommer kunne puste liv i opgøret.

Det stod straks klart, at de to mandskaber havde besluttet sig for at bruge deres weekend på arbejde. Begge parter lykkedes med at pille skruerne ud af hinandens spil, ikke mange afleveringer nåede frem til sålerne på én, med samme farve trøje som afsenderen.

Det var sparsomt med chancer. Efter et kvarter kom hjemmeholdet til en hovedstødsmulighed, men afslutningen manglede kraft, og bolden krøb undskyldende ind i handskerne på Vigerslev-keeperen.

Vinden dukkede sent op til festen. Den begyndte umotiveret at ruske sagesløse tilskuere i kraven, fik næser til at stikke i løb, og huer til at kravle frem fra lommer og tasker.
Den vristede noget løs.

Mens støvregnen begyndte at prikke os på skuldrene, begyndte gæsterne at sværme om Dragørs mål. De fik fremtvunget en lille serie på rundt regnet 70-80 hjørnespark, hvor rundt regnet 70-80 spillere stod og stepdansede hinanden over tæerne i det lille felt.

Kuku Hayfords højre fod overtog styringen, og trak resten af kroppen med.

Han mødte en returbold ved kanten af feltet, og sendte kuglen i en formfuldendt bue over et mylder af assorterede markspillere, hvorefter den slog ned som et torskesmut bag Dragørs keeper.

Måltavlen skar ”0 – 1” rødt gennem gråvejret.

Kampen buldrede videre til vi ramte pausen. Spillere og tilskuere blev sendt til frikvarter, mens Whitney Houston lød som om, hun sang ’I’m Every Woman’ gennem Neil Armstrongs knasende mikrofon fra månen, 1969.

Anden halvleg var stadig spæd, da en Dragør-spiller måtte trække nødbremsen og efterfølgende stirre direkte ind i en lysende rød baglygte. Og som om, hjemmepublikummet ikke var blevet testet nok, satte regnen ind kort efter. Ved sidelinjen foldede paraplyer vingerne ud som store, sorte fugle.

Intensiteten var på et opadgående trip. Der var helhjertede taklinger. Der var fly på himlen, så tæt på, at man kunne klappe dem på maven. Store chancer begyndte at tikke ind i begge ender af banen.

Udeholdet formåede at tråde sig gennem det reducerede Dragør-mandskab, og man nåede lige akkurat at ane en tilskuer, nær det ene hjørneflag, sige ”- nej, han venter…”, inden bolden blev slynget forbi målet.

Det lykkedes Dragør at holde kampen på klem til det sidste. Temperamenter boblede, tilskuere, omkring banen såvel som fra balkonen på det særegent kantede klubhus, levede med.

Selv solen stak en nysgerrig snude ned gennem skydækket, men kampen endte uden yderligere scoringer, og vinden blæste de tre point mod Valby.

Portræt af Henrik Rosschou

Uundværlig frivillig i Dragør Boldklub

Hvordan startede din historie med Dragør Boldklub?

Den startede helt tilbage i begyndelsen af 1970’erne, hvor jeg kom og en masse kampe sammen med min far. Dengang spillede man altid søndag klokken 10.

For omtrent 15 år siden, blev jeg så spurgt om det ikke kunne være noget for mig at være med i bestyrelsen, når jeg nu alligevel var her så meget. Jeg havde slet ikke forstand på hvad det arbejde gik ud på, men jeg blev overtalt, og blev så valgt ind på en generalforsamling.

Jeg fandt efterhånden ud af, at dét, jeg var bedst til, var at være med omkring 1. senior – ude og hjemme, at hjælpe til i omklædningsrummet. Vi har været omkring i hele Storkøbenhavn …vi har vist, mere eller mindre, været alle steder!

Hvordan er din rolle omkring klubben nu?

Jeg er frivillig, og hjælper til hvor jeg kan. Følger med rundt, tager billeder til kampene, skriver referater. Jeg speaker også herude i ny og næ. Og så laver jeg spillerstatistik. Mit arkiv strækker sig helt tilbage til 70’erne – jeg opdaterer det igen i morgen. Det er sjovt med fakta når der for eksempel er spillerjubilæer. Den slags går de meget op i, når det er deres tur til at blive hyldet.