Ungdomsoprøret 1968
1968 står for mange som ungdomsoprørets år. I 1968 blev KB dansk mester i fodbold – det var der nu ikke så meget oprør i. Kort ind i 1969 blev Divisionsforeningen stiftet med det ”u”erklærede mål at stoppe danske penge i danske fodboldspilleres lommer for derved at standse danske fodboldspillere i at drage udenlands for at få lommerne fyldt med D-mark og dollars.
Fodboldens slipseklædte ledere ville givet have sig betakket for at blive slået i hartkorn med 68ernes langhårede, hashrygende ungdomsoprørere. Men de havde opgøret mod hævdvundne rettigheder og magtbeføjelser til fælles omdrejningspunkt – kampen for frigørelse og medbestemmelse. Og så alligevel – ungdomsoprøret og topklubbernes fodboldoprør havde intet med hinanden at gøre. Elitefodbolden repræsenterede groft sagt den kapitalmagt, som ungdomsoprøret bekæmpede på alle andre fronter – måske med undtagelse af netop på sportsfronten. Studenteraktivisterne stod for holdninger, som fodboldlederne ville føre koldkrig for at holde ude af deres idræt. Fodboldlederne kunne ikke drømme om at give de unge aktive direkte indflydelse og medbestemmelse. Ville spillerne være med til at bestemme kunne de jo bare stille op og blive valgt på god demokratisk vis i deres klub.
Søndag den 2. februar 1969 tog det 1 time og 50 minutter at stifte ”Foreningen af 1. divisionsklubber under DBU”. Stedet : Pejsesalen i KB-hallen. ”Den dyre langside” – i skikkelse af den på det tidspunkt top af de danske fodboldklubber – var trådt ind på scenen. Initiativet kom fra en KBer – tilmed en cricketspiller. Børge Pockendahl havde godt nok spillet 8 kampe på KBs 1. divisionshold i fodbold, men var især kendt og anerkendt som cricketspiller (16 centuries over 25 år på KBs crickethold). Med egne ord motiveret i ”Der har i de senere år været store strømninger i dansk fodbold, og vi 1. divisionsklubber vil i dette år og i den kommende tid blive stillet over for så store problemer – jeg sigter ikke mindst til spørgsmålet om halv- eller helprofessionalisme, betaling til vore spillere – at det er tvingende nødvendigt for os i tide at have diskuteret disse problemer til bunds og finde frem til, hvad vi skal foretage os og hvorledes vi skal gardere os for ikke pludseligt at blive stillet over for problemer, der kan ruinere vore klubber”.
Pockendal blev ikke valgt til formand – stillede op, men tabte kampvalget til Sven Petersen, Frem. Divisionsforeningen fik ”at formidle et fast samarbejde mellem klubberne til varetagelse af fælles interesser og til gavn for klubberne selv og dansk fodbold” som sin officielle formålsparagraf. Det kunne dårligt blive opfattet som ret meget andet end et oprør mod DBU, som endnu stod på 100 % amatørisme og med breddeklubberne som de, der sad på magten. I dag er Divisionsforeningen en af blot 2 medlemmer i DBU – den anden er Foreningen af Lokalunioner (skiftede i 2019 navn til DBU Bredde). Pengene har for længst gjort deres indtog i dansk fodbold – ikke mindst DBU har tjent penge på det, mens mange eliteklubber både nu og undervejs har været ude i meget store økonomiske vanskeligheder. Mange spillere – og trænere – lever full time af fodbold. De bedste også efter dansk målestok ret godt betalt.
Kilde : ”Den dyre langside” – Divisionsforeningens 25 års skrift ved Steen Ankerdahl
